Tip os log ind

Farvel og tak til en god lærer

11. april 2019, 09.00

LÆRERFYRING Onsdag 10. april i 3. modul sidder der elever fra 2.u med tårer ned ad kinderne. Stemningen i klasselokalet er trykket og ingen siger et ord. Læreren står foran hele klassen og kæmper selv for at holde tårerne tilbage. Da læreren er færdig med at fortælle de dårlige nyheder, forlader han klasselokalet med tårer i øjnene. Hele klassen kigger på hinanden.

Jeg går udenfor og møder en klassekammerat. Hun står der med sit flotte lilla, krøllede hår og med tårer, der triller ned ad hendes kinder. Hun har lige mistet sin mentor. Den eneste lærer, som sagde ja til at være hendes mentor og hjælpe hende med afleveringer og den svære hverdag, hun kæmper med pga. ADHD.

Jeg går ned mod rygergården med hende i hånden og går en gruppe af min klassekammerater i møde. De står og snakker om dengang, han lavede en fælles playliste for hele klassen, hvor alle kunne dele deres yndlingssange. Han lavede den playliste, fordi han oprigtig var interesseret i os og gerne ville lære ny musik at kende.

Vi mindes alle de gange, hvor han var den eneste lærer, som ville rykke en aflevering, fordi han forstod det pres, man er under i gymnasiet. Han er læreren, som på studieturen i London sætter sig ned ved siden af en og spørger ind til, hvordan man har det, fordi han oprigtig går op i sine elever. Han er læreren, som har fået de elever i klassen, som hader alt, hvad der hedder danske tekstanalyser og det moderne gennembrud til at glæde sig til danskundervisningen.

Han er en af de få lærere, hvor man faktisk forstår, hvorfor han er blevet lærer. Det er ikke bare et job eller en uddannelse, han har taget, fordi det lige var det, som var ledigt. Nej, han har taget uddannelsen, fordi han brænder for faget og for at undervise. Han vil gerne vise sine elever - os unge mennesker - det fede og vigtige ved danskfaget. Han er den lærer, som gør, at jeg mandag morgen vågner med et smil på læben, fordi jeg ved, at jeg skal have dansk.

Vi står i en lille gruppe og græder. Fordi den lærer, vi holder af, lærer mest af og har et godt forhold til er blevet opsagt pga. nedskæringer. Vi sætter spørgsmålstegn til Herning Gymnasium: Hvorfor fyre en lærer, som stadig brænder for at undervise, fremfor den lærer, som har arbejdet på skolen i flere årtier, hvor undervisningen er blevet rutine og for hvem den enkelte elev bare er endnu en elev med et nyt navn?

Når skoleåret er slut, siger 2.u på farvel til deres yndlingslærer. Vi vil altid huske ham som den lærer, der gjorde danskfaget til noget særligt, og den lærer, der oprigtigt holder af os som de elever og individer, vi er. Vi kan glæde os på vegne af de elever, han får på en ny skole, men vi forstår ikke, hvorfor Herning Gymnasium tager afsked med så god en lærer. Hvorfor fyres en lærer ud fra anciennitet fremfor kompetencer?

Ordet er dit



Mere Debat