Tip os log ind

Et kristent land eller rene straffeforanstaltninger?

02. august 2018, 12.30

KRISTENT Den danske regering valgte i 2015 noget usædvanligt i sit regeringsgrundlag at betegne Danmark som »et kristent land«. For nylig brugte minister Støjberg udtrykket i sin kritik af muslimer, der under ramadanen angiveligt ikke kan passe deres arbejde ordentligt.

Man kan diskutere, om et land overhovedet kan være »kristent« eller om kun personer kan. Og hvad det så i givet fald indebærer.

Men regeringen må jo mene det alvorligt, siden det står i grundlaget for dens virke.

Nu er der jo ikke kirkegangspligt for ministre i en regering, der har valgt at lægge udtrykket »et kristent land« til grund for dens arbejde. Men måske har nogle af dem fundet tid her i ferien til også at komme til gudstjeneste. Det ville da være meget passende, om regeringens medlemmer af og til ville spejle deres virke og lovgivning samt landets situation i bibel, salmebog og gudstjenestepraksis, blot som en overordnet ramme for den selvvalgte karakteristik af vores land som »et kristent land«.

Søndag 29. juli (9. søndag efter trinitatis) lød den første læsning i gudstjenesten: »Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret«.

Tankevækkende.

En del lovgivning i den nuværende regerings tid forekommer at være rene straffeforanstaltninger af svage mennesker og er da også blevet heftigt diskuteret. Den såkaldte ghetto-plan betyder forskelsbehandling af både børn og voksne alt efter hvilken del af byen, de bor i. Den meget omtalte »Burka-lov« vil næppe nogensinde kunne hjælpe de kvinder, der måske tvinges til at gå totalt tildækket. Til gengæld har loven vakt vrede hos alle, der selv ønsker at vælge deres påklædning. Kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen gør mennesker fattigere; særligt katastrofalt er det, når børn skal vokse op i fattigdom.

Deportationscentrene (kaldet »udrejsecentrene« Kærshovedgaard og Sjælsmark) og Ellebæk-fængslet låser mennesker fast i en udsigtsløs situation, da de fleste har gode grunde til ikke at turde sætte sig i et fly til det land (eller ét af de lande) de er flygtet fra. De skal mærke konsekvensen, skal de: »Det skal være så utåleligt som muligt«. Særligt sørgeligt er det, at børn her bliver gidsler for regeringens hårde asylpolitik.

Er det værdigt for et land, der i regeringsgrundlaget kaldes »et kristent land«? Er det virkelig nødvendigt så konsekvent at afvise de svages sag? Hvem har glæde af det? Eller er det klogt af regeringen i den grad at gøre sig døv for magtkritik? Nærmest komisk bliver det, når magtkritikken udspringer af den religion, regeringen selv - som den første danske regering nogensinde - anfører som så vigtig, at den skal fremhæves i regeringsgrundlaget.

Ordet er dit