Tip os log ind
Han fylder 90 på onsdag, men fylder stadig i bybilledet. Her er Axel Diderichsen, som herningenserne nu har lært ham at kende. P

Et fyrtårn i Herning fylder 90

Axel Diderichsen har præsteret et livsværk som få
16. oktober 2009, 17.16

Bygmester Axel Diderichsen, Nørregade 30, Herning, fylder onsdag 21. oktober 90 år.

Ingen anden har som Axel Diderichsen sat sit præg på Herning og været med til at skabe de rammer, der har givet Herning mulighed for at udfolde sig til det, byen er i dag. Han har bygget i hundredevis af lejligheder i en periode, hvor de var en forudsætning for, at byen kunne trives, han har bygget hotel og reddet et andet, så Herning fortsat kunne udvikle sig som messe- og kongresby, og han var drivkraften, da det store kraftvarmeværk blev placeret i Herning. For nu blot at nævne nogle af de mange ting, onsdagens fødselar har sat i værk. En komplet opremsning kan ikke rummes på en enkelt avisside.

Axel Diderichsen er født og vokset op på Gødvadgård i Nørreskov nordøst for Silkeborg som den mellemste af fem søskende. Efter endt skolegang var han ikke meget for at følge forældrenes opfordring til at tage et efterskoleophold. Den unge Diderichsen ville nemlig i bagerlære. Det kom han i Silkeborg og umiddelbart efter at være udlært, blev han i april 1939 indkaldt til militæret, hvor værnepligten blev aftjent i Fredericia.

Han var således i trøjen, da 2. verdenskrig brød ud med deraf følgende forlænget militærtjeneste. Han lå med sin enhed i Fredericia, da Nazityskland tidligt om morgenen 9. april 1940 overfaldt Danmark og han husker endnu marchen fra Fredericia op med Vejle med den enhed, han lå ved. Her var det meningen, at der skulle laves en forsvarsstilling langs Vejle Å, men den danske regering havde besluttet at indstille modstanden, inden det kom vå vidt.

Selvstændig som 20-årig

Fem dage efter besættelsen blev han hjemsendt og var med sin bageruddannelse klar til at starte et nyt kapitel i sit liv. Han fik arbejde sonm bager, først i Århus dagebn efter, han bklev hjemsendt, men Silkeborg kaldte igen. Et par måneder senere fandt den 20-årige Diderichsen ud af, at der var et bageri i Svejbæk til salg. Der var blot to problemer: Der skulle rejses en købesum og så kunne man ikke få næringsbrev, før man var 21 år og konditorbebvilling, før man var 25 år.

Det første problem blev klaret via børnesparekassebogen og et lån på 2000 kroner fra faderen - næringsbrevet kom der også til at tså faderens navn på.

Tiltroen til, at Diderichsen kunne fåen ordentlig forretning ud af det var i øvrigt så begrænset, at hans andre søskende også fik 2000 kr. hver - for »pengene til Axel var jo tabt alligevel«.

Et års tid senere blev lejemålet i Svejbæk sagt op og så måtte Axel Diderichsen igen prøve noget nyt. Det blev i første omgang tørveproduktion, hvor de fleste penge, der var tjent i Svejbæk, blev sat over styr. Efter en kort periode som bagersvend i Års var han i en periode hjemme på Gødvadgård for at give en hånd med hos sin far, der var blevet enkemand.

Her fik han tilbudt at overtage gården:

- Det var jo en besnærende tanke, men det havde været synd for både gården og for mig, hvis jeg havde sagt ja til det, siger Axel Diderichsen.

Og for Herning, kan vi andre med megen rette tilføje.

Påéthjulet cykel fra Ikast til Silkeborg

I stedet søgte og fik han arbejde hos en bagermester i Ikast Med sig til Ikast havde Diderichsen også sine cykler og sine danseben - og begge dele fik han brug for.

Som helt ung havde han hjemme på Gødvadgård i Familie-Journalen set et billede af en artist, der cyklede på line mellem to sdkskrabere i New York. Det inspirerede ham til sammen med en kammerat at øve sig i at cykle på line. Det gav gode færdigheder - og mulighed for at vinde et bemærkelsesværdigt væddemål.

den første søndag i februar 1942 tog Axel Diderichsen turen fra Ikast til Silkeborg påéthjulet cykel. Han måtte tage tre stop af tre minutters varighed hver, men han gennemførte turen på to timetr og 46 minutter - uden stop. Da han nåede målet i Silkeborg var han 300 kroner rigere...

Helt fra barnsben havde Axel Diderichsen gået til dans og havde erhvervet sig så mange færdigheder på dansegulvet, at han også kunne starte danseskole i Ikast. Det var ikke nogen dårlig forretning for ham:

- Jeg havde hver aften tjent flere penge ved danseskolen, end jeg fik om ugen hos bagermesteren, husker han.

Men der var forretningstalent gemt i Diderichsen. Han købte en bagerforretning i Ikast med tilhørende konditori. Den drev han indtil efteråret 1945, hvor eventyrlysten kaldte.

I spjældet i Texas

- Jeg ville gerne købe en større forretning, men inden jeg gjorde det, ville jeg gerne tage hyre på et skibi et par måneder for at opleve noget af den store verden, fortæller han.

Det blev til en hyre på Caroline Mærsk. Turen gik til Port Arthur i Texas og retur til Danmark og det var planen, at turen skulle tage seks-otte uger. Men vel ankommet til Port Arthur fuik mandskabet at vide, at turen i stedet gik videre til Durban i Sydafrika. Diderichsen sørgede for at blive agterudsejlet i Port Arthur:

- Jeg må jo nok indrømme, at det bare er et andet ord for at rømme, erkender han i dag.

I stedet henvendte han sig hos den danske konsul i Houston - og blev kort efter afhentet af to betjente. Det betød overnatning i arresten, inden en anden dansker - der i øvrigt stammede fra Snejbjerg - fik ham løsladt.

Det blev indledningen til et oplevelsesrigt år i USA for Axel Diderichsen, der bl.a. nåede at være ekspedient i en antikvitetsforretning.

Oplevelsen medførte også stor veneration for USA, som han har besøgt adskillige gange siden.

Han puslede i slutningen af 1950erne også meget med tanken om at emigrere til USA med hele familien, men et tre måneder langt ophold derovre fik ham kureret for den tanke.

Vel hjemme i Danmark søgte han igen til Ikast, hvor han lånte et bageri, når bagermesteren ikke havde sin butik åbnet. Sammen med sine medhjælpere bagte han rugbrød til de flere tusinde tyske flygtninge, der på det tidspunkt opholdt sig i Karup.

Fik nej til en banklån

I foråret 1947 blev kursen sat mod Herning, hvor han købte et bageri og konditori i Østergade.

I oktober samme år blev han gift med en fabrikant-datter fra Herning, Ella Christensen:

- Der skulle bruges lidt penge til brylluppet, så jeg gik ind i den daværende Folkebanken og spurgte, om jeg kunne låne 5000 kroner på et pantebrev, jeg havde i min gamle ejendom i Ikast. Det kunne ikke lade sig gøre. Så gik jeg lidt længere hen ad gaden, Handels- og Landbrugsbanken. Jeg blev ekspederet af en ubng, lyshåret mand, der hed Hans Egsgaard-Pedersen. Jeg fik penegene - og et livslangt tilknytningsforhold til den bank. fortæller Axel Diderichsen.

Han havde forskellige jobs bl.a. som bestyrer af en kaffebar og tjener på Torvecafeen på Hotel Eyde - i folkemunde meget bedre kendt som Hønerøven.

Aktiv som 80-årig

Det var i ledige stunder her, han begyndte at pusle med planer om at bygge. Hans første byggeri var på hjørnet af H.C. Ørstedsvej og Monradsgade - en kombineret forretnings- og beboelsesejendom. Detvar egentligt meningen, han selv ville drive bagerforretning i komplekset, men han var nu blevet så forhippet på at bygge, at han bortforpagtede bagerforretning.

Til gengæld kom han selv i en kort periode til at drive fiskeforretning i ejendommen, fordi det ikke fra starten var lykkedes at finde en lejer.

I de næste mange år fuægte byggeri på byggeri. Lejligheder på hjørnet af Carit Etlarsgade/Rolighedsvej, på Enghavevej, på Herluf Trollesvej, 79 lejligheder i Th. Nielsens Gade bygget i to omgange, Cityhuset i Bredgade, 292 lejligheder i Holmparken bygget i perioden 1964-1968, 107 lejligheder i Herregårdsparken i begyndelsen af 1970erne osv. osv.

Axel Diderichsens sidste byggeri blev Advokathuset Eegholm lige over for Herning Kongrescenter. Det blev bygget lige op til årtusindskiftet - og naboerne her kunne hver morgen stadig se den da 80-årige Diderichsen som første mand på byggepladsen om morgenen.

Hotellerne

Gennem mange år havde Axel Diderichsen sit i Herning vidt berømte stamborg på Hotel Eyde, hvor man omkring middagstid kunne træffe den travle forretningsmand:

- Og det har været dejligt. Ved stambordet har man altid kunnet komme af med mange uforskammetheder, uden at nogen bliver fornærmet - men fremmede, der hører omgangstonen tror nok, vi er alvorlige uvenner, fortæller Axel Diderichsen med et smil.

- Det havde ellers aldrig været min plan at have noget med hoteller at gøre, men i oktober 1982 henvendte min gode ven, Peter Normann Jepsen fra Hotel Eyde, sig til mig. Der var problemer med økonomien og banken var ved at sælge hotellet. Jeg gik i Midtbank og fik handelen udskudt til den følgende dag - og overtog så i stedet selv hotellet, fortæller han.

De seneste mange år har forpagterne og direktørparret på Hotel Eyde heddet Gitte Pedersen og Jørgen Olesen og Axel Diderichsen glæder sig dagligt over at følge den veldrevne forretning, de har fået ud af stedet.

Men Hotel Eyde blev ikke et enestående tilfælde på hotelområdet. Året efter blev han af daværende borgmester N.O. Hansen inviteret med et selskab til Holland for at se på vandland - nok med den bagtanke, at man måske kunne gøre ham interesseret i at bygge et sådant i Herning.

På turen faldt snakken imidlertid på en tom grund ved siden af Banegårdscentret. I 1986 stodf Hotel Regina klar til indvielse på grunden. De første to et halvt år drev familien det selv med datteren, Ulla Diderichsen, som direktør. Siden har hotellet været forpagtet af Scandic-kæden - til fælles fornøjelse for begge parter.

Politik og tillidsposter

Axel Diderichsen lægger ikke skjul på, at han er inkarneret Venstremand. Det førte i midten af 1960erne til en opfordring til at stille op til Herning Byråd. I 1966 blev han valgt ind i byrådet, hvor han havde sæde i tre valgperioder frem til 1978.

Fra den tid husker han med glæde formandsperioden i driftsudvalget, der bestyrede de kommunale værker. Det var i den periode, tanken om kraftvarmeværket blev født.

Han har også haft sæde i A/S Herning-Hallens forretningsudvalg, hvor man har haft stor glæde af hans udprægede forretningstalent - ikke mindst i form af gode, utraditionelle finansieringskilder.

Det er uoverkommeligt at remse alle hans bestyrelsesposter op, men en enkelt skal med, Herning Grundejerforening, hvor han var formand i 10 år. Arbejdet her førte ham også ind i bestyrelsen for Fællesforeningen af jyske Grundejerforeninger.

Familien

I ægteskabet med Ella Diderichsen kom der tre piger, Eva, Birgit (Bibber) og Ulla. Eva og Ulla er i dag bosiddende i Herning, mens Bibber bor i Trier i Tyskland.

- Jeg fik tre dejlige piger, som jeg ikke for nogen pris vil undvære, siger Axel Diderichsen.

Han blebv i 1980 skilt fra sin hustru. men fik efterfølgende mere end 20 år sammen med en god veninde, Inge Andersen, der også boede i Herregårdsparken. Hun blev en naturlig del af familien og det var et stort savn og tab for Axel Diderichsen, da hun for at par år siden døde.

Hans tre døtre har sørget for, at han i dag kan glæde sig over fem børnebørn opg fire oldebørn.

Den runde dag markeres med en reception på Hotel Eyde onsdag eftermiddag og næste lørag aften samler Axel Diderichsen familien til fest på hotellet.

Ordet er dit