Tip os log ind

Er højspændingsforbindelsen gennem vores kommune unødvendig?

25. april 2019, 11.30

HØJSPÆNDINGSLEDNING KD vil gerne kvittere for, at Bent K. Søndergård og Niels Henrik Vad har fået foretræde for Folketingets energiudvalg for på ny at stille spørgsmål til Viking Link og dermed også højspændingsmasternes nødvendighed ned gennem Jylland.

Da Energinet præsenterede Teknik og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget for projektet med højspændingsmasterne i starten af 2018, blev det gjort klart, at den nye forbindelse var nødvendig for den grønne omstilling.

På det givne tidspunkt troede vi, at højspændingsforbindelsen var en tvingende nødvendighed. Siden da er der løbet meget vand i Skjern å.

Da der var stormøde i Videbæk for et år siden, var det tydeligt, at der fra borgernes side ville blive protesteret imod projektet, da det jo for mange mennesker har en meget indgribende betydning for deres liv. Det, vi ikke havde forudset, var, at der fra flere uvildige forskeres side sidenhen er blevet stillet så mange spørgsmålstegn ved projektets nødvendighed.

Kort fortalt har professorer og andre forskere nemlig påpeget, at den planlagte højspændingsforbindelse i vores kommune ikke er nødvendig på grund af den grønne omstilling. Den eneste grund til forbindelsen er en planlagt kabelforbindelse til England, kaldet Viking Link, som forskerne oveni betragter som en yderst tvivlsom investering, der vil modvirke grøn omstilling.

I løbet af de sidste par uger har en undersøgelse, foretaget af den uvildige europæiske samarbejds-organisation for transmissionsselskaber, Entso-e, så ydermere vist, at forudsætningerne for Viking Link ikke holder og at økonomien i dette projekt er endnu mere katastrofal end først antaget.

Og for at det ikke skal være løgn, har magasinet »Ingeniøren« under overskriften »Statens Energinet er ude af kontrol« skrevet, at »Der mangler helt grundlæggende kontrol med, at Energinet handler i samfundets interesse.« Oplysningerne kommer fra en rapport udarbejdet af tre konsulentfirmaer på vegne af Energistyrelsen, Energi- og Finansministeriet, og rapporten, som kommer med en sønderlemmende kritik af Energinet, nævner specifikt Viking Link som et på alle måder håbløst projekt.

Man kan, måske med rette, påstå, at vi som politikere burde have undersøgt disse forhold, men politikere er lægfolk, som ikke kan have forstand på alt, men må lytte til eksperterne. De eksperter, troede vi, var Energiministeren og Energinet, men med al den dokumentation, som er fremlagt fra uvildige forskere, er vi blevet i tvivl.

Er den ødelæggende højspændingsforbindelse gennem Vestjylland slet ikke nødvendig? Tjener den kun til formål at kunne levere strøm til en anden unødvendig forbindelse, Viking Link, som forskere omtaler som ren spekulation? Disse spørgsmål er bla. nogle af dem, som de to borgere fra Herborg er taget til Christiansborg for at få stillet - og forhåbentlig få svar på.

Det giver ingen mening, at politiske beslutninger truffet af Folketinget fastholdes, hvis det viser sig, at det oprindelige beslutningsgrundlag ikke var korrekt og fyldestgørende.

Derfor vil KD opfordre til, at vi som samlet byråd sender en kraftig appel til Folketingets partier om, at projekterne stilles i bero indtil ovenstående spørgsmål er afklaret.

Ordet er dit



Mere Debat