Tip os log ind
Lone Nielsen.

En dygtig mand

06. december 2018, 11.30

HISTORIE Nogle stiller spørgsmålet til mig, jamen alt går jo så godt i Herning, vil du da bruge hele Herning Kommunes formue på velfærd og stoppe byens udvikling? Til det spørgsmål vil jeg gerne fortælle en lille historie:

Faderen i familien fortalte, ved aftensmaden, at nu skulle de have en ny flot villa i det dyre kvarter. Faderen ønskede, at alle omkring ham kunne beundre ham for hans dygtighed og tænke: sikken det går for den familie. Han var sikker på, at mange flere betydningsfulde mennesker ville have lyst til at besøge familien, når nu de fik så smukke rammer. Familien flyttede i villaen, hvor der ikke var sparet på noget, og der blev lagt billeder op på Facebook af den glade familie i det fine hus. Faderen var stolt af sit værk, der signalerede handlekraft og succes.

Huset var dyrt, og familien måtte spare på mange ting for at betale det månedlige afdrag. Først aflyste de deres fælles ferie, de ellers plejede at tage på hvert andet år. Dernæst måtte de spare på udgifter til deres tøj, og moderen og børnene måtte gå i genbrugsbutikker og finde hvad de kunne for at holde tøj på kroppen.

Faderen havde ret i, at gæsterne begyndte at strømme til. De holdt store fester og serverede flot mad og dyre vine. De betydningsfulde gæster var imponerede af det, som faderen kunne fremvise, og syntes, han var en dygtig mand.

Festerne tog om sig og faderen nød opmærksomheden. Men det var dyrt, og familien måtte skære ned på madbudgettet, da der var knaphed på midler. Havregrød blev en fast bestanddel i på familiens madplan. Børnene begyndte at mærke på deres krop, at de ikke længere havde en varieret kost, og trætheden og koncentrationsbesværet meldte sig, når de gik i skole. Om de nogensinde ville gennemføre en eksamen blev tvivlsom.

En aften fortæller faderen, at de nu bliver nødt til at anskaffe sig en ny fin bil af det dyreste mærke. Moderen sukker og forsøger at overtale faren til at prioriterer anderledes, da hun kan se, at hendes børn lider under den skrantende økonomi i deres hverdag. Faderen fortæller, at den nye dyre bil vil gøre deres liv endnu bedre, og at folk omkring dem vil beundre dem for deres kunnen. Han bliver endog vred på moderen, da han føler, hun vil stoppe familiens udvikling. Moderen opgiver til sidst kampen og sætter sin underskrift ved siden af faderens på lånedokumenterne.

Børnene beklager sig og græder, men mod faderen har moderen ingen magt, og hendes forsøg på at ændre tingene bliver ikke hørt. Moderen forsøger at trøste og forklare, at faderens handlinger er for deres eget bedste, selvom hun godt ved bedre.

Bilen kommer og faderen får en flot artikel i avisen om alle hans fortræffeligheder og hans handlekraft. Han er en dygtig mand. Festerne fortsætter, og alle er i næsegrus beundring over hans handlekraft og succes. Han er virkelig en dygtig mand!

Moderen og børnene har nu ikke længere råd til at købe tøj i genbrugsbutikken, og vinteren er kold. De bliver ofte syge og har lange perioder med fravær fra deres arbejde og skoler. Moderen er segnefærdig, da hun nu i flere år har forsøgt at ændre på prioriteringen i familien, da hun kan se, at hendes børn lider. Hun orker ikke mere. Prioriteringen er skæv, men hun føler ikke, hun kan gøre noget.

Hvor vil jeg hen med den historie, er der nogen der vil spørge? Prøv at tænke, at faderen er byrådet, moderen er kommunen og familien er Herning kommunes indbyggere. Jeg vil blot forsøge at skitsere det, jeg ser; En kommune, der udadtil fremstår som en stærk og handlekraftig størrelse,med masser af flotte bygninger og events i hobetal, men hvis man kigger bag facaden, ser man alle de ældre, handicappede, psykisk udsatte og børnefamilier, der har betalt prisen.

Vi har brug for en omprioritering!

Ordet er dit



Mere Debat