Tip os log ind
Jens Poulsen er grundlægger og medejer i DK Company, der inden opkøbet af CNS Group havde 20 tøjmærker.
Foto: Henrik Ole Jensen

DK Company overtager konkursramt modefirma

Ikast-koncernen får styrket sig markant på herremoden med købet af CNS Group
10. maj 2019, 13.05

Mode DK Company med hovedsæde i Ikast har indgået aftale med CNS Group om overtagelse af hovedparten af aktiviteterne i CNS Group i Kolding. Overtagelsen sker med omgående virkning.

Koncerndirektør Jens Poulsen udtaler i en pressemeddelelse:

- CNS Group er desværre i den situation, at de har mistet en stor, tysk kunde, hvilket resulterede i, at selskabet blev erklæret konkurs. Vi kender CNS Group som gode kolleger i branchen og har stor respekt for det, som de har bygget op. Vi er derfor glade for, at vi i denne situation kan gå ind og overtage aktiviteterne.

CNS Group A/S har i alt stået bag fire tøjmærker: Solid, Tailored & Originals, Desires og Peppercorn. Selskabet var ejet af nordmanden Stein Lande, der også er gået konkurs med sit norske selskab Conseptor AS.

Flyttes til Vejle

Jens Poulsen fortæller, at DK Company længe har haft et ønske om at styrke vores satsning inden for herresegmentet.

- P.t. arbejder vi med 17 damebrands og tre herrebrands; Matinique, Casual Friday og Blend, og vi ser overtagelsen af Solid og Tailored & Originals som en klar styrkelse inden for herresegmentet. Vi har stor respekt for de to brands, der er bredt funderet inden for wholesale og med egne butikker i Danmark og Norge. DK Company overtager hele CNS Group, hvor hovedfokus vil være på de to herremærker, der står for en omsætning på cirka 200 millioner kroner fordelt på wholesale og retail, oplyser han.

DK Companys Vejle division under ledelse af Kasper Philipsen bliver fremtidigt domicil for CNS Group. Peter Mazur fortsætter som direktør for Solid og Tailored & Originals, hvor cirka halvdelen af hovedkontorets 60 medarbejdere er tilbudt fremtidig arbejdsplads.

Jens Poulsen siger om de intense forhandlinger, der stod på natten til fredag:

- Nattens forhandlinger viser, at DK Company kan reagere hurtigt. Vi er overbeviste om, at der i denne svære situation er fundet en god løsning for alle parter, og vi ser frem til at byde nye medarbejdere og kunder velkomne.

Ordet er dit



Mere Erhverv