Tip os log ind
  • 1/: Inga Madsen er en af de frivillige i caféen og er et kendt ansigt i byen, da hun tidligere var indehaver af Restaurant Klods Hans. I Det Legende Hus kan hun godt lide, at hun har mulighed for at snakke med en masse mennesker lidt ligesom på sit tidligere arbejde. ?
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Det Legende Hus har brug for cirka 25 nye frivillige, og formand Henrik Skov Jensen håber, at det lykkes at få fat i nye folk - og det er lige fra at stå i caféen til at havearbejde. ?
    Foto: Tom Laursen

Det Legende Hus mangler frivillige

Bestyrelsen er på udkig efter flere folk, der kan løse forskellige opgaver i hallen
30. november 2018, 19.03

Sdr. Felding Det Legende Hus i Sdr. Felding har brug for flere frivillige hjælpere. Det gælder i caféen, til arrangementer, til udenomsarealerne og til andet forefaldende arbejde.

- Vi har frivillige, men ikke nok. Dem, vi har, er vi glade for, men det skal ikke være de samme, vi trækker på. Vi har tovholderne til de forskellige opgaver, men vi har brug for flere, der vil gå til hånde, siger Henrik Skov Jensen, formand for Det Legende Hus.

Han fortæller, at det særligt er frivillige til bemandingen af caféen og til udendørsarealerne, man er på jagt efter.

- I cafeen kunne vi godt bruge fire frivillige. Vi har et hold på tre faste tovholdere, så der er ikke et krav om, at man skal have en ugentlig vagt, hvis man kun kan hver 14. dag eller hver tredje uge, forklarer formanden.

Kaffe og chokolade

Det seneste års tid er der sket meget med udendørsområdet. Her er der kommet en sti, bålplads, klatrestativ og skaterrampe. Men det grønne område skal holdes.

- Vi har en maskine til at slå græs, så det er ikke det, folk skal lave, men vi skal bruge nogle til at fjerne ukrudt på skråningen og andre steder. Jeg søger et team på otte til ti mennesker, der vil gå og hygge sig med det en gang om ugen i foråret, sommeren og efteråret. Bagefter kunne man samles til en kop kaffe og et stykke chokolade i caféen, foreslår Henrik Skov Jensen.

Desuden er der brug for frivillige til den årlige arbejdsdag og til større arrangementer som eksempelvis stævner.

- Målet er at få lavet Hallens Venner, som træder til, så bestyrelsen kan koncentrere sig om det arbejde, der ligger i bestyrelsesarbejde, siger Henrik Skov Jensen.

Meget at se til

Som det er i dag, står bestyrelsen for de overordnede linjer i udviklingen af Det Legende Hus, men agerer også praktisk gris, når der er behov for det, og det er der næsten hele tiden.

- Vi har julemesse på søndag, og der er det os, der stiller borde og stole op til 600-700 mennesker. Men hvis vi skal have flere arrangementer til huset, så skal vi have flere til at hjælpe, siger han.

Efter hallen er blevet ombygget, er den blevet et endnu større samlingspunkt i byen.

- Vi har en belægningsprocent på 99, men der er også blevet mere vedligeholdelse, efter at vi har fået et større areal både inde og ude, og vi vil gerne have mulighed for at holde flere arrangementer, fordi det gavner husets økonomi, forklarer han.

Henrik Skov Jensen blev formand i begyndelsen af året, og fem ud af seks i bestyrelsen er nye ansigter. Alle er med på, at flere skuldre skal bære det frivillige arbejde, så ingen kører sur i det.

- Det er også derfor, at vi håber, at mange har lyst til at være frivillig, fordi jo flere vi er, des nemmere bliver arbejdet, understreger Henrik Skov Jensen.

Kendt ansigt giver en hånd med

Pensionist Inga Madsen har i års tid været frivillig i cafeen i Det Legende Hus. Hun er et kendt ansigt - ikke blot bag disken i hallen, men også i byen, da hun er tidligere ejer af Restaurant Klods Hans i Sdr. Felding. Hun og hendes mand solgte sidste år Klods Hans efter at have drevet stedet i knap 33 år. Kort tid efter blev hun medhjælper i cafeen på frivillig basis.

- Jeg skulle have noget at give mig til. Jeg kan godt lide at gøre noget for nogen, og det hjælper, hvis vi alle giver en hånd med, siger Inga Madsen.

Hun har fast vagt hver mandag i cafeen, og når der i øvrigt er brug for det.

- Jeg sælger grillmad - pølser og pommes frites og slik og sodavand til ungerne. Man får en snak med folk - også nogle af dem, man normalt ikke møder. Det er hyggeligt, pointerer Inga Madsen.

Ordet er dit



Mere Sdr. Felding