Tip os log ind
Kartoflerne er det ømme punkt ved den kommunale mad. Ellers er brugerne godt tilfredse.
Foto: Henrik Ole Jensen

Den er gal med kartoflerne

Men ellers er brugerne meget tilfredse med den kommunale mad
22. februar 2019, 10.28

ikast-brande DEt er ikke helt så ligetil at koge en kartoffel til perfektion.

Det kan de fleste husmødre tale med om, og det er da også kartoflerne, der er i fokus sådan rent negativt i den seneste af de brugerundersøgelser, der er foretaget hos de hjemmeboende personer, der får maden leveret fra Madjyden.

Undersøgelsen er fra sidste år, hvor omkring 270 borgere dagligt fik leveret maden fra Madjyden.

100 af dem fik udleveret et spørgeskema, og 88 af dem udfyldte det.

Og her fik kartoflerne altså den absolut dårligste bedømmelse.

Ganske vist var 47 procent af de adspurgte meget tilfreds eller tilfreds med kartoflerne, men 48 procent var ikke tilfreds eller slet ikke tilfreds samt både og, når det gjaldt kvaliteten på kartoflerne.

- Kartofler og grøntsager er kogt for lidt.

- Kartoflerne er ikke gode. De smager træls og er bløde i det.

Sådan lyder to af de negative kommentarer til netop kartoflerne, men bortset fra den populære rodfrugt, så er modtagerne af den kommunale mad generelt meget tilfredse. Ellers er brugerne generelt meget glade for maden fra Madjyden.

Topkarater til udbringerne

Topkarakteren går til anretningen af maden, hvor 83 procent er tilfreds eller meget tilfreds, og lige i kølvandet kommer så sovsen, som 80 procent af brugerne er meget glade for.

Helt i top ligger dog chaufførens service, når maden skal afleveres.

Denne service kan simpelthen ikke blive bedre. Hele 99 procent af de spurgte er meget tilfreds eller tilfreds med denne service, hvilket i realiteten betyder alle. Den sidste procent har nemlig svaret med både og til afleveringen.

I forbindelse med spørgeskemaerne er flere kommet med kommentarer, og her er et udpluk.

- Generelt er madens kvalitet svingende.

- For lidt sovs.

- Synes ikke om slatten broccoli. Bønner, gulerødder og kål er at foretrække.

- Stegt flæsk er ikke for folk med gebis..

- Det smager godt.

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune