Tip os log ind
Dansk jubel efter en EM-scoring. Forrest Henrik »Store« Larsen, som gjorde kritikernes forventninger til skamme.
Foto: Ritzau

De bedste 490 kroner, jeg nogensinde har brugt

Semifinalen mod Holland var min største sportsoplevelse nogensinde
26. juni 2017, 10.01

FODBOLD 22. juni 1992 vil for altid stå i min sportshukommelse som det største, jeg nogensinde har været med til. Semifinalen i Göteborg mod Holland med forlænget spilletid, straffesparkskonkurrence, Henrik Andersens ødelagte knæ lige nedenfor, hvor vi sad - og en helt euforisk stemning efter den overraskende sejr.

Jeg havde tre gode venner med. Billetterne var skaffet gennem en god ven i Herning Fremad, desværre nu afdøde Elof Andersen, i omgangskredsen kun kendt som Luffe.

Prisen havde der ikke været snak om, men jeg blev noget overrasket, da der stod 490 kroner på billetterne. Det var dyrt dengang. Mine turfæller blev lige så overraskede og vi var faktisk enige om, at hvis vi havde spurgt til prisen noget tidligere, var vi nok blevet hjemme. Men vi tog afsted.

Under indsejlingen med færgen fra Frederikshavn mødte vi i skærgården adskillige både fyldt med optimistiske hollændere i højt humør, lidet anende, hvad der ventede dem om aftenen.

Jeg skal gerne vedgå, at min optimisme med hensyn til resultatet kunne ligge på et meget lille sted. Det feriehold, vi havde sendt afsted, skulle op mod fodboldstormagten Holland med en vrimmel af verdensstjerner i truppen.

Én af mine rejsekammerater kunne ikke se nogen grund til, at Henrik »Store« Larsen skulle med på holdet. - Han kan jo ikke spille fodbold, han knokler bare, lød det fra ham. Det ændrede sig, da netop Store Larsen blev målscorer.

Så husker de fleste forløbet. To danske føringer, to hollandske udligninger, forlænget spilletid, hvor nogle af de danske spillere næsten ikke kunne slæbe sig afsted på grund af træthed og så den legendariske straffesparkskonkurrence. Vild jubel i de danske tilskuerafsnit, da Schmeichel snuppede straffesparket fra selveste van Basten - og så bemærkede jeg, at mange kiggede væk, da Christofte skulle skyde det sidste straffespark og dermed kunne sparke os i finalen.

Han svigtede ikke. Danmark var i EM-finalen.

Resten af aftenen og natten var én stor fest. Det svenske politi, der gik i grupper på syv mand, havde en let opgave, for hollænderne opførte sig ordentligt trods det uventede nederlag.

Det fik vi demonstreret, da vi holdt og ventede på færgen i de tidlige morgentimer. En stor gruppe hollændere havde sat kursen mod vores bil. Vi var ikke synderligt stolte af situationen og rullede kun vinduet en smule ned, da de begyndte at banke på taget. Så lød beskeden: »Congratulations - but do promiss us: Beat them fucking Germans!«

De var ikke så kede af at tabe til Danmark som de var ved udsigten til, at nu ville Tyskland have lettere ved at vinde EM, end hvis de skulle have mødt Holland.

Danmark levede op til hollændernes forhåbninger - og på vejen fra Frederikshavn til Herning var vi enige om, at de 490 kroner pr. næse til billetterne var de bedste penge, vi nogeninde havde brugt.

Ordet er dit