Tip os log ind
Beredskabsstyrelsens folk hjalp med at få afstivet resterne af bygningen, så det var muligt at lede i ruinerne.

Død mand fundet i ruinerne efter branden ved Videbæk

Retsmediciner skal nu fastslå identiteten på liget
22. februar 2018, 17.32

Videbæk Politiet fandt et lig i ruinerne af den landejendom, der i nat nedbrændte på Raghedevej, sydøst for Videbæk.

- Vi har en formodning om, at det er ejendommens 75-årige beboer, men det skal en retsmediciner nu afgøre en af de nærmeste dage, siger vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 75-årige mands bil var på stedet, og familien har ikke siden branden hørt fra den 75-årige, så alt tyder på, at det er husets beboer, der er omkommet i branden.

Lars Even oplyser også, at der ikke er fundet noget mistænkeligt i forbindelse med branden.

- Der er ikke noget, der tyder på en forbrydelse, men det vil obduktion også kunne fortælle os mere om, siger han.

Branden blev opdaget om natten klokken to af en nabo, som slog alarm. Da politi og brandvæsen kom frem, var der voldsom brand, og det var ikke muligt at komme ind i bygningen. Der blev efter slukningen tilkaldt hjælp fra Beredskabsstyrelsen med at få afstivet resterne af bygningen, så det var sikkert at færdes på stedet.

Ordet er dit



Mere 112