Tip os log ind
Stemningen i Boxen var igen på kogepunktet. Her jubler Lasse Svan over en af sine tre scoringer i sejren over Ungarn.
Foto: Flemming Hansen


Danmark tæt på semifinalen efter ny VM-fest i Boxen

15.000 feststemte tilskuere i Jyske Bank Boxen så Danmark besejre Ungarn med 25-22 i den første kamp i VM's mellemrunde
19. januar 2019, 22.00

Håndbold Danmark er meget tæt på at have booket en plads i semifinalerne ved VM i håndbold.

Lørdag aften vandt det mandlige danske landshold en sikker sejr på 25-22 over Ungarn i den første kamp i mellemrunden.

Godt 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning - helt og aldeles udsolgt - så et koncentreret dansk hold fra første sekund. Og selvom det var tydeligt, at de ungarske modstandere bestemt også kan spille håndbold, tillod danskerne dem aldrig en eneste føring i kampen.

Anført af 14-målshelten fra torsdagens sejr over Norge, Mikkel Hansen, fik Danmark lige så stille trukket fra, som første halvleg skred frem. Der var fikse detaljer undervejs af blandt andre Rasmus Lauge, og i det danske mål kom Jannick Green ind omtrent halvejs som afløser for Niklas Landin, og substitutten indledte med to flotte redninger. Så var han, Danmark og Boxen for alvor i gang.

Fuld dansk kontrol

Danmarks var foran med 15-10 ved halvtid, og i anden halvleg fortsatte danskerne med at have fuld kontrol over kampen, selvom det ikke lykkedes at rykke yderligere fra de godt kæmpende ungarere.

Syv et halvt minut før tid kom Henrik Toft Hansen på banen til øredøvende Boxen-jubel. Stregspilleren, der har været sat ud af spillet med en skade, blev tidligere lørdag skiftet ind i den danske VM-trup, efter at hans bror, René Toft Hansen, udgik med en skade i Danmarks sejr over Norge torsdag aften. René Toft må holde i pause i fire til seks måneder med en lyskeskade.

Henrik Toft Hansen fik dog kun kort tid på banen og aldrig nogen hovedrolle i den danske sejr over Ungarn, men nu har han lidt kampminutter i benene.

Bedst på det danske hold var målmand Jannick Green, der var virkeligt stækt spillende, samt profiler som Rasmus Lauge og Mikkel Hansen. Og på stregen greb Anders Zachariassen fint chancen og scorede fire gange, ligesom han også var en vigtig brik i forsvaret - i René Tofts fravær.

Dansk topscorer blev Mikkel Hansen med syv mål, heraf de fire på straffekast.

Med sejren har Danmark nu seks point i VM's mellemgruppe 2. Det samme har Sverige, der tidligere lørdag besejrede Tunesien med hele 35-23.

Danmark og Sverige har fire point ned til et tredje skandinavisk land, Norge, som søndag spiller mod Egypten. Ungarn og Tunesien mødes også søndag.

Det danske landshold spiller næste gang mandag aften mod Egypten, og onsdag gælder det Sverige.

Ordet er dit