Tip os

Campingpladsen i Sunds skal bevares

03. januar 2018, 12.00

SUNDS SØ CAMPING Vi har fulgt udviklingen for Sunds Sø Camping gennem medierne de seneste måneder. Det er meget trist læsning. Med teksten - Sunds Sø Camping lukker. Hermed lukker Herning Kommunes eneste campingplads. Men her i Sunds kalder vi det nærmest vores campingplads. Der har været campingplads i mange, mange år, lige så længe jeg kan huske tilbage fra min barndom.

Vi Sundsboere har oplevet, at campingpladsen har haft en god udvikling gennem de syv år Ingrid Andresen har forpagtet og drevet pladsen. Der har været mange campingvogne på pladsen, uanset hvornår på året, man kom forbi, sommer som vinter. Ingrid udtaler i Herning Folkeblad, at der har været 20-25.000 overnatninger i denne sæson. Ingrid har altid været en vellidt »camping mutter«. Hun har virkelig gjort meget for pladsens beboere. Pladsen er holdt pænt både indenfor hegnet og udenfor.

En del af pladsens beboere har været folk, som arbejdede på motorvejen. De har nydt godt af den gode aftensmad, Ingrid Andresen serverede for dem. Jeg mener kun, der er rosende ord til Ingrid for den måde, hun har drevet Sunds Sø Camping. Den energi, hun har brugt på stedet, vil kun få kunne gøre hende efter.

Sunds Sø Camping ejes af selskabet Pondus I/S ved Jan Vinther Laursen. Han har en helt anden opfattelse af stedet. Han udtaler i Herning Folkeblad, at Sunds Sø Camping er nedslidt, ikke er holdt som aftalt og ligner en meget træt campingplads. Det er da utroligt, at han kan udtale sig sådan. Ifølge Ingrid Andresen har Jan Vinther Laursen kun været forbi pladsen én gang i de syv år, hun har forpagtet Sunds Sø Camping. Han siger også, at han ikke skal drive nogen dårlig campingplads. Med så mange campister på pladsen og det antal overnatninger i denne sæson, så er der heldigvis rigtigt mange, som synes, at Sunds Sø Camping er en dejlig campingplads.

Det er frækt og uanstændigt af Jan Vinther Laursen at kommen med disse negative udtalelser omkring Ingrid Andresen og Sunds Sø Camping. Han skulle skamme sig. Han har sikkert nogle helt andre planer med stedet, men der er heldigvis en gammel servitut for pladsen, at der skal være campingplads. Det håber vi her i Sunds, at det også fremover kommer til at ske.

Så kære alle politiker i Herning Byråd, nu håber vi Sunds-boere, at I står sammen og holder fast i den gamle servitut.

Til dig, Ingrid, har jeg kun rosende ord. Du ønskes et rigtigt godt nytår og alt held på din videre vej.

Ordet er dit