Tip os log ind

Bynær skov indvies

Torsdag 16. maj får Brande »Jordforbindelsen«
11. maj 2019, 09.19

brande Torsdag 16. maj vil Ikast-Brande Kommune indvie den landskabelige park »Jordforbindelsen«.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Henrik Engedahl (V), og formanden for sundhed- og omsorgsudvalget, Frank Heidemann Sørensen (S), vil sammen med gæsterne foretage den officielle indvielse af parken på utraditionel og smagsfuld vis.

Efterfølgende er der lavet et program for eftermiddagen, hvor der vil være tilbud om et par rolige og sanselige aktiviteter til krop, sanser og nærvær for alle aldre.

»Jordforbindelsen« er navnet på en nyplantet landskabelig park i Brande, der skal binde byen sammen med åen og de nærliggende naturområder. Her kan man opsøge naturens positive virkning på sjæl og krop hele året rundt. Parken er stadig ung med spæde træer og buske, men snart vokser den til, og et lille landskab vil træde frem.

Nytænkt plantning

Områdets gæster vil da kunne opleve tæt skov, lysninger, åbne overdrev, vandløb og små bakker.

Den 3,5 hektar nye skov, der ligger ved Ny Sandfeldvej, er etableret i et samarbejde mellem Grøn Ordning og Ikast-Brande Kommune.

I etableringen af området har kommunen nytænkt begrebet skovplantning ved at designe skoven med forskellige rum.

Vilde og fredfyldte rum

Der er for eksempel trygge rum, åbne rum, folkelige rum, vilde rum og fredfyldte rum.

Disse kan på hver sin måde give forskellige sanselige oplevelser, når man går på opdagelse i området.

Der er særligt fokus på tilgængelighed, og stierne i området er belagt med kørefast grus, så det er behageligt både for kørestolsbrugere eller hvis man har barnevognen eller en rollator med.

Ordet er dit



Mere Brande