Tip os log ind
Nettolines køkkener produceres i Aulum.
Foto: Pr-foto

Butiksåbninger giver travlhed i Aulum

Nettoline med fabrik i Aulum har i løbet af et år åbnet fire nye køkkenbutikker - den seneste kom til i fredags
08. april 2019, 12.09

Vækst Efter tre butiksåbninger i Silkeborg, Aarhus og Hillerød inden for det seneste år er køkkenkæden Nettoline klar til at udfordre køkkenmarkedet i det sydlige øhav.

I fredags slog kæden dørene op til en ny butik i Nykøbing Falster, oplyser Nettoline i en pressemeddelelse.

Nettoline A/S blev for et par år siden overtaget af TCM Group A/S og indgår nu som en selvstændig virksomhed i køkkenkoncernen, som blandt andet også omfatter køkkenmærkerne Svane Køkkenet og Tvis Køkkener.

- Vi er glade for at kunne styrke Nettolines position med åbningen af den fjerde Nettoline butik inden for det seneste år. Køkkenbrandet har et spændende potentiale i markedet for prisbillige kvalitetskøkkener og supplerer dermed vores øvrige mærker rigtig godt, siger administrerende direktør Ole Lund Andersen, TCM Group A/S.

Nettoline fremstilles på egen fabrik i Aulum, hvor en stab af cirka 80 medarbejdere sikrer kvaliteten af køkkenerne, der sælges som tre servicepakker: Gør-det-selv, samlede elementer leveret fra fabrikken og samlet levering af elementer til montering hos kunden.

Fremstilles i Aulum

Siden TCM Groups overtagelse af Nettoline og ansættelsen af den erfarne køkkenmand, Erik Theill Christensen, som administrerende direktør har køkkenvirksomheden arbejdet med at effektivisere produktion og logistik med hurtig levering og styrke markedsføringen af budskabet om høj kvalitet til overkommelige priser.

På butikssiden er kæden som nævnt udvidet inden for det seneste år med tre Nettoline butikker i henholdsvis Silkeborg, Aarhus og Hillerød, og derudover er der kommet en ny ejer i København.

- Nu glæder vi os til at udvide på Lolland-Falster med et stærkt team af erfarne køkkenfolk, siger Nettolines administrerende direktør Erik Theill Christensen.

Erfarent team bag ny butik

Direktøren er bevidst om, hvor Nettoline har sin berettigelse i markedet.

- Vi rammer meget præcist behovet for prisbillige køkkener i god kvalitet hos forbrugere, som drømmer om et personligt køkken til en overkommelig pris, og som de selv kan være med til at montere, siger han.

Et stærkt trekløver af erfarne køkkenfolk står bag den 220 kvadratmeter store butik centralt beliggende i Nykøbing Falster.

Synergien og kendskabet til Nettoline sikres af ejeren af Nettoline i Nakskov, Ronni Hansen, der er medindehaver.

Montering og service står den anden ejer, tømrer Leif Nielsen, for, mens den tredje ejer, Daniel Nielsen, med en baggrund fra andre køkkenbutikker vil varetage den daglige ledelse.

Ordet er dit



Mere Erhverv