Tip os log ind
Anfører Jakob Poulsen scorede til 1-0 på straffespark. Poulsen og FCM vandt 3-1, og Peter Ankersen og FCK hang med mulen.
Foto: Henning Bagger/ritzau Scanpix

Brølstærke mestre nedlagde tophold

FC Midtjylland leverede en stærk kollektiv præstation og nedkæmpede FC København
16. september 2018, 20.00

Fodbold For fjerde gang i 2018 mødtes FC Midtjylland og FC København, og for fjerde gang jublede de midtjyske »ulve«, da slutfløjtet lød.

3-1 vandt FC Midtjylland her til aften over FC København, og mestrene er nu kun ét point bag københavnerne i toppen af Superligaen.

Sejren kom i hus efter en helstøbt midtjysk præstation. FCM tog tidligt taktstokken, vandt de fleste dueller og kom i front efter et kvarter.

Det skete på en indøvet detalje. Erik Sviatchenko slog en skarp dialogbold fra bageste geled til Marc Dal Hende i venstre side, og wingbacken headede bolden ind i feltet. Både Frank Onyeka og FCK-keeper Jesse Joronen kom styrtende mod den løse bold. FCM'eren nåede lige akkurat at få foden på bolden, inden FCK-målmanden kom bragende og begik straffespark. Det omsatte anfører Jakob Poulsen sikkert til 1-0.

Paul Onuachu og Frank Onyeka misbrugte to store tilbud for at fordoble føringen, men 1-0 forblev stillingen ved halvtid. Københavnerne formåede ikke at tvinge Jesper Hansen til én eneste redning i de første 45 minutter.

Indskiftede Tim Sparv ramte stolpen på et frit skud midt i feltet kort inde i anden halvleg. Hvis FCM havde smidt føringen, ville finnen nok have fået mareridt om den chance. Men efter en rund klokketime headede Paul Onuachu FCM på 2-0. Nigerianeren kom flyvende med tilløb og pandede Awer Mabils indbydende indlæg i nettet.

Dame N'Doye reducerede til 1-2 efter et hjørnespark, men syv minutter før tid cementerede Marc Dal Hende sejren. Igen stod Awer Mabil for forarbejdet. Australierens indlæg endte bagerst i feltet, hvor Dal Hende viste sin velkendte målnæse til 3-1.

FCM er stadig nummer to i Superligaen, men »ulvene« er nu blot ét point bag FC København i topstriden.

Ordet er dit



Mere Sport