Tip os log ind
Foto: Søren Poder


Brand i Hotel Eyde

(OPDATERET 19.52) Ventilationssystemet var formentlig årsag til branden, der lavede store skader på Hotel Eyde
23. juli 2014, 00.01
Af Søren Poder og Palle Heering Nielsen

Tirsdag eftermiddag ved 17-tiden udbrød der brand på tagetagen på Hotel Eyde i Herning.

Mørk røg bølgede massivt ud fra taget, og folk forsamlede sig på Torvet for at følge med i begivenhederne.

Hos Brand & Redning Herning indløb der hurtigt flere meldinger om branden, fortæller indsatsleder Finn Lau Nielsen, og branden havde allerede godt fat, da brandfolkene ankom:

- Der var gang i tagkonstruktionen, og vi var lidt i tvivl, om branden ville brede sig, så vi rekvirerede også hjælp fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland, fortæller indsatslederen.

Evakuering af gæster

Da brandfolkene nåede frem, var hotellets personale allerede i færd med at evakuere de omkring 20 gæster, som måtte hjælpes ud af bygningen.

Ingen kom noget til i forbindelse med branden, men to personer fra nabobygningen Eplehuset tog selv på skadestuen, da de havde indåndet en del røg.

Omfattende skader

Det viste sig efterfølgende, at ilden var løbet langs tagkonstruktionen i hotellet, men den blev holdt der, og brandvæsnet benyttede sig af termisk kamera for at kontrollere, at den ikke bredte sig.

Derudover blev dele af tagkonstruktionen brudt ned for at sikre, at ilden var helt under kontrol, fortæller Finn Lau Nielsen.

Hotellet fik brandskader på en stor del af taget, og skadeservice blev tilkaldt for at vurdere omfanget af vand- og røgskader både på tagetagen og de underliggende etager.

Brand i ventilationen

Undersøgelser på stedet konkluderede senere, at branden efter al sandsynlighed opstod i motoren til et ventilationssystem i tagetagen. Det fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet vurderer ikke, at der er behov for yderligere undersøgelser, og det betyder, at oprydningsarbejdet kan gå i gang med det samme.

Restauranten er lukket

Hotel Eyde meddeler, at de nuværende gæster og de, der har reserveret værelser på hotellet, vil blive flyttet over i den nye del af hotellet, som er blevet restaureret for nylig.

Se flere billeder HER og HER

Læs meget mere om branden i Herning Folkeblad i morgen, onsdag.
Ordet er dit