Tip os log ind
Martin Braithwaite mener ikke, at Kroatien er bedre end Danmark. Han henviser blandt andet til, at kroaterne også skulle igennem playoff for at nå frem til VM.
Foto: Liselotte Sabroe/ritzau Scanpix

Braithwaite: Kroatiens VM-succes er til Danmarks fordel

Martin Braithwaite mener, at det er en fordel, at Danmark har slidt mere end Kroatien før ottendedelsfinalen
29. juni 2018, 08.14

Fodbold Danmarks kommende VM-modstander, Kroatien, har med tre sejre og masser af scoringer været et af de stærkeste hold ved slutrunden i Rusland.

Kroaterne er derfor favoritter før søndagens ottendedelsfinale mod Danmark, der har slidt sig gennem kampene mod Peru, Australien og Frankrig i den indledende gruppe.

Angriberen Martin Braithwaite ser alligevel de forskellige udgangspunkter som en dansk fordel, når de to hold krydser klinger i Nisjnij Novgorod.

- Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Jeg vil hellere være i vores sko end Kroatiens sko.

- De har kun præsteret helt vildt godt, men de får problemer, når de pludselig bliver ramt af modgang. Det bliver ikke sjovt for dem, siger Martin Braithwaite.

Kroatien har på vejen mod ottendedelsfinalen slået Argentina, Nigeria og Island med samlet 7-1.

- Der kommer altid en kamp, hvor et hold ikke spiller godt. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle være i kampen mod os. Jeg føler ikke, at de er bedre end os overhovedet. I kvalifikationen til VM blev de toer ligesom os, og de skulle gennem playoff for at komme hertil. Det gør ikke nogen forskel, at de er startet VM lidt bedre end os, mener kantspilleren.

Danmark har været presset hårdt i gruppekampene - især mod Peru og Australien. Det lykkedes dog at slå peruanerne 1-0 og få 1-1 mod Australien, inden det blev 0-0 mod Frankrig i en taktisk præget kamp, der sendte danskerne videre fra gruppen.

- Vi er kommet igennem, og det giver noget mentalt. Vi falder ikke sammen i modgang. Man kan ikke forudse, hvordan man reagerer, så det er godt, at vi har prøvet nogle forskellige ting og har de erfaringer, siger han.

Martin Braithwaite afviser samtidig, at Kroatiens gode VM-start vil give holdet fra Balkan en fordel, hvad angår selvtillid.

- Vi har også selvtillid, men det er bare på en anden måde. Kroaterne kommer med selvtillid og tro, fordi alt er lykkedes for dem. Vi kommer med en masse selvtillid, fordi vi har stået sammen, når tingene ikke har fungeret så godt, siger kantspilleren.

- Hvis vi kommer i en situation, hvor tingene ikke fungerer, så bliver vi ikke så overraskede, for det har vi allerede prøvet, siger han.

- Hvis Kroatien kommer bagud, så ved vi ikke, hvordan de reagerer. Det har vi ikke set. Det ved de heller ikke selv, for de har ikke stået i den situation i så vigtig en kamp. Jeg tror, at det bliver en fordel for os, siger Braithwaite.

Angriberen er blevet brugt som indskifter både mod Peru og Australien, mens han fik fuld spilletid mod Frankrig. Søndagens ottendedelsfinale mod Kroatien spilles i Nisjnij Novgorod klokken 20 dansk tid.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Sport