Tip os log ind
  • 1/: Mikkel og Lisbeth Pedersen før Højesteretsmødet sammen med advokat Jakob Fastrup. Mikkel er siden ramt af en arbejdsulykke og bruger kørestol. ?privatfoto
  • 1/: Jakob Fastrup kort før retsmødet
  • 1/: Et foto fra 2010, hvor Ikast Avis gik ind i sagen. Parret viser, hvor højt vandet stod.
    Foto: Steen Hebsgaard

Bording-par vinder sag i Højesteret

Sagen om Mikkel og Lisbeth Pedersens tøbrudsskader endte i Højesteret, som satte sidste punktum
01. december 2015, 10.36

BORDING Det var en glædens dag hos Mikkel og Lisbeth Pedersen, Bording Kirkeby, da deres advokat, Jakob Fastrup, i dag kunne meddele dem, at de efter fem års kamp med forsikringsselskabet, Alm. Brand, har vundet en sag om vandskade i deres hus.

Sagen er kørt helt til Højesteret, som dømte Alm. Brand til at betale familien 442.000 kroner i erstatning samt sagens omkostninger på 246.000 kroner.

Alm. Brand nægtede at betale for de skader, der opstod på parrets hus efter et voldsomt tøbrud tilbage i 2010. Først underkendte Forsikringsankenævnet sagen. Den endte derfor i byretten, som gav Lisbeth og Mikkel Pedersen medhold. Alm. Brand ankede sagen til Landsretten, som med dommerstemmerne 2-1 afviste, at der skulle betales erstatning.

Men familien Pedersen og Jakob Fastrup gav ikke op, og søgte om såkaldt procesbevilling til at køre sagen i Højesteret, blandt andet fordi sagen rent forsikringsmæssigt har principiel karakter. Og nu er sagen endt.

Lisbeth og Mikkel Pedersen glæder sig over sagens udfald - selv om det har taget fem års kamp.

- Det har været hårdt. Og vi har måttet låne til at betale alt selv. Men det kan betale sig at kæmpe. Og så har vi haft en fantastisk benhård advokat, siger Mikkel Pedersen.

Også Jakob Fastrup er med god grund tilfreds:

- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med Højesterets dom. Lisbeth og Mikkel har efter min opfattelse, der nu er stadfæstet af Danmarks øverste domstol, hele tiden haft ret, og Alm. Brands nægtelse af at dække skaden har været forkert. Sagen viser at vi i Danmark har et retssystem vi skal være glade for og værne om.

Ordet er dit