Tip os log ind
Patrick Madsen scorede til 1-0, da Herning Blue Fox søndag eftermiddag besejrede Rødovre i Kvik Hockey Arena.
Foto: Tom Laursen

Blue Fox tilbage på sejrssporet

Søndag vandt Herning-mandskabet med 6-3 over Rødovre
03. februar 2019, 17.14

ISHOCKEY Resultaterne og spillet har i denne sæson mildest talt været skuffende for Herning Blue Fox, men søndag eftermiddag hentede »blårævene« en fortjent hjemmesejr over Rødovre Mighty Bulls.

Foran 1618 tilskuere i Kvik Hockey Arena vandt vicemestrene med 6-3 - den første »rene« Blue Fox-gevinst i de seneste fem forsøg.

Efter fredagens nederlag i Esbjerg lagde Herning-aktørerne aggressivt ud, men det var gæsterne fra Rødovre, der forholdsvis let spillede sig frem til tre åbne chancer - heriblandt en friløber. Keeper Simon Nielsen var dog på plads med fine aktioner.

Vågen var kollegaen Stefan Ridderwall til gengæld ikke efter knap fire minutter. Blue Fox-backen Patrick Madsen brød et opspil i højre side, og inden Rødovre-forsvaret, og i særdeleshed udeholdets svenske målmand, nåede at samle koncentrationen, vippede den ene af værternes assisterende kaptajner et uventet slagskud af sted. Pucken strøg ind i målhjørnet til 1-0.

I begyndelsen af anden periode blev føringen fordoblet. Efter en faceoff endte en løs puck hos Jurij Repe. Hernings slovenske back hamrede straks til skiven, og så var hjemmeholdet i front med 2-0.

Midt i anden periode pressede Rødovre på, og kort efter var reduceringen en realitet. Et slagskud fra Rasmus Astrup passerede Simon Nielsen, der foran rammen havde begrænset udsyn mellem venner og fjender.

Blue Fox svarede hurtigt og effektivt igen. En strålende soloscoring af Jan Daleckey, der centralt skruede sig igennem Rødovre-blokken, og en fornem træffer af Kristoffer Astorp Lauridsen, som nettede efter oplæg fra Dalecky, sørgede for fortsat kurs mod sejr.

Den tidligere Herning-forward Riku Pitkänen reducerede til 2-4 efter løst forsvarsspil, men Lasse Lassen scorede til 5-2 med seks minutter tilbage. I den sidste fase passerede københavnernes Nicklas Carlsen - med to mand i overtal - Simon Nielsen til 5-3.

Det var dog Herning-keeperen, som fik det sidste grin. Nielsen blokerede en afslutning, som endte hos Rødovres Kim Johansson. Nærmest i refleks skubbede svenskeren pucken fra offensiv zone og tilbage i eget net.

Dermed blev Simon Nielsen noteret for sin første scoring i hockeykarrieren.

12. februar spiller Blue Fox igen i Metal Ligaen. Modstanderen på udebane er Aalborgs danske mestre.

Ordet er dit



Mere Sport