Tip os log ind
Lasse Lassen og Herning Blue Fox fører 2-1 i kvartfinalesejren over Herlev. Tirsdag vandt »blårævene« på egen is i Kvik Hockey Arena.
Foto: Tom Laursen

Blue Fox smadrer Herlev og fører serien

Herning vandt 8-3 i slutspillets tredje kvartfinale
13. marts 2018, 21.43

Ishockey Guldaspiranterne fra Herning Blue Fox fører kvartfinaleserien mod Herlev Eagles.

Tirsdag aften var »blårævene« særdeles overbevisende, da det blev til en sikker hjemmesejr på 8-3. Dermed er Blue Fox i front med 2-1 i slutspilsserien. Klubben mangler nu kun to kvartfinalesejre for at avancere.

Skal man tage tirsdagens præstation i betragtning, bør Herning-mandskabet spille sig videre allerede søndag.

I Kvik Hockey Arena var der ganske enkelt klasseforskel. Både når værterne var i undertal og overtal på isen.

Thomas Vilstrup Andersen skød målfesten i gang, da han efter 10 minutter - og i undertal - opsnappede en fejlaflevering fra Herlev. Angriberen strøg alene mod mål og scorede sikkert til 1-0.

Tre minutter senere udbyggede kaptajn Daniel K. Nielsen Blue Fox-føringen. Det var i powerplay - præcis som træfferen til 3-0, sat ind af Lasse Lassen, der markerede sig med i alt to scoringer og to assists.

Hjemmeholdet fortsatte med at bombardere Herlev-keeper Evan Mosher, men det var sjusket forsvarsspil, der - stik mod spil og chancer - forærede forstadskøbenhavnerne to reduceringsmål inden afslutningen på anden periode.

Topscorer Toni Kallela sørgede dog for, at favoritterne kunne gå i omklædningsrummet med 4-2 og ro i sindet.

Matchen i Herning blev præget af stakkevis af udvisninger. Blue Fox blev tildelt 33 strafminutter mod Herlevs 30. De mange over- og undertalssituationer medvirkede til yderligere chancer - og yderligere fem scoringer.

Branden Gracel, Markus Jensen, Jan Dalecky og Lasse Lassen sendte de 1851 tilskuere hjem en klar fornemmelse af, at Blue Fox snarligt kan gøre kvartfinaleserien færdig. Det ændrede trøstmålet fra Herlevs Mathias Thinnesen ikke på.

Efter aftenens kamp hyldede Blue Fox-fansene i øvrigt klubbens finske cheftræner Petri Skriko, der tirsdag rundede 56 år. Han blev markeret med fødselsdagssang, klapsalver og dansk/finske flag på tribunen.

Hernings næste to kvartfinaler spilles fredag i Herlev og søndag i Kvik Hockey Arena.

Ordet er dit



Mere Sport