Tip os log ind
Kristoffer Astorp Lauridsen scorede i tirsdagens udekamp mod Rungsted.
Foto: Flemming Hansen

Blue Fox satte igen en føring over styr

En 3-1-føring mod topholdet Rungsted var ikke nok til point
15. januar 2019, 21.00

ishockey Herning Blue Fox var tirsdag aften på besøg hos Metal Ligaens tophold Rungsted. Nordsjællænderne havde dog tabt tre kampe på stribe op til dysten, og søndag meddelte holdets cheftræner, Flemming Green, at han på grund af problemer med helbredet måtte trække sig fra jobbet med omgående virkning.

Men trods modgangen endte Rungsted med at vinde 4-3.

Efter første periode var der ikke meget, der tydede på, at det ville udvikle sig til en målfest. De første 20 minutter endte uden mål, men med en overvægt i skud til de jyske gæster.

Tre minutter inde i anden periode kom hjemmeholdet foran 1-0. Nikolaj Rosenthal var skarpretteren på holdets blot femte skud på mål.

Målet blev tilsyneladende et wakeup-call for Blue Fox, der scorede tre gange på otte minutter. Morten Poulsen (i powerplay), Kristoffer Astorp Lauridsen samt Lasse Lassen stod for scoringerne.

To mål på 30 sekunder

I løbet af blot 30 sekunder op mod periodens slutning scorede Rungsted to gange til 3-3. Rungsted havde dag haft 10 skud på mål, så Simon Nielsen havde en redningsprocent på 70. Rungsted-keeper Thomas Lillie imponerende heller ikke med sin redningsprocent på 81.

Seks minutter inde i sidste periode kom Rungsted foran. Robin Bergman fik sendt et skud forbi Simon Nielsen.

Rungsted forsvarede føringen godt med aggressivt spil, og der var kun enkelte chancer til »rævene«. Med godt ét minut tilbage tog Petri Skriko sin timeout og lod efterfølgende Simon Nielsen blive ude til fordel for en ekstra angriber. Det gav dog heller ikke noget.

»Blårævene« må erkende endnu et af de trælse nederlag. Næste kamp er på søndag i Frederikshavn.

Ordet er dit



Mere Sport