Tip os log ind
Thomas Vilstrup Andersen (t.h.) og Herning Blue Fox er nu bagud 1-3 i kvartfinaleserien mod Aalborg.
Foto: Henrik Ole Jensen


Blue Fox i knæ: Aalborg vandt efter overtidsdrama

Fredag tabte »blårævene« 1-2 hjemme til mestrene, der nu fører 3-1 i kvartfinaleserien
15. marts 2019, 23.25

ISHOCKEY Herning Blue Fox' sæson er i fare for at slutte tidligt.

Fredag aften tabte »blårævene« også den fjerde kvartfinaleduel mod Aalborg Pirates, der efter en højdramatisk og langvarig overtidskamp i Kvik Hockey Arena snuppede sejren på 2-1. Dermed fører nordjyderne nu 3-1 i serien, der kan blive lukket ned allerede søndag, hvis Aalborg vinder på egen is.

Men der skulle næsten 91 minutters hockey til for at finde fredagens vinder i Herning. I den anden overtidsperiode kunne backen Spencer Humphries sænke værterne, da han hamrede pucken ind bag Simon Nielsen i Blue Fox-rammen.

Scoringen fremtvang enorm skuffelse i den blå-gule del af arenaen, hvor 2292 tilskuere var mødt frem til en intens og fysisk præget kvartfinaledyst. Der blev givet og taget i den jyske duel, hvor holdene dominerede på skift.

Efter en rodet, nervøs og uskøn første periode var det Herning, som i anden periode var stærkest. Og her lykkedes det endelig hjemmeholdet at passere Aalborg-målmand Ronan Quemener.

Det var finske Joonas Riekkinen, som havde sidste stav på skiven. Han stod pludselig helt fri midt foran mål - efter en skarp pasning fra landsmanden Lauri Taipalus.

I tredje periode var det mestrene fra Aalborg, som overtog taktstokken. Nordjyderne igangsatte en lang række angreb ned mod Simon Nielsen - Blue Fox' bedste i fredagens kvartfinale. Keeperen og defensiven holdt dog stand i de markante faser, hvor de mere og mere desperate Pirates-spillere kastede alt frem i slutminutterne.

Her kunne hjemmeholdets canadiske forward Mike Aviani have afgjort kampen, men centeren misbrugte en friløber.

I stedet faldt udligningen.

Tre Blue Fox-angribere jagtede pucken langt fremme, men pludselig slog Aalborg kontra i en situation, som udviklede sig til, at tre Pirates-aktører var i overtal mod to Herning-backer. Omstillingen blev dyr for værterne: Blot fire sekunder før tid udlignede Cam Braes med et frit skud.

Afgørelsen - og den sidste scoring - lod dog vente på sig. Således måtte holdene, fansene og tv-seeerne derhjemme igennem næsten to perioder med overtid.

Den ultrasene scoring af Humphries betyder, at Aalborg nu er storfavoritter i den kommende hjemmekamp. Her skal Herning Blue Fox vinde. Ellers byder kalenderen på tidlig sommerferie.

Ordet er dit



Mere Sport