Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Blev opdaget ved Hammerum Efterskole: Tyvekoster for millioner sender to mænd bag tremmer

To mænd er blevet straffet for 251 forhold om især tyveri af computere fra elever på 30 høj- og efterskoler
20. februar 2019, 14.09

INDLAND I løbet af cirka et halvt år gik to mænd på rov efter tyvekoster på 30 højskoler og efterskoler på Fyn og i Jylland.

Samlet blev der stjålet computere fra skolernes elever til en værdi af mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

Det er onsdag blevet slået fast ved Retten i Aarhus, som har takseret forbrydelserne til tre et halvt års fængsel til hver af de dømte, Ali Hassan Ali og Uffe Juul.

Uffe Juul hed noget andet, men tog navneforandring i løbet af efterforskningen mod ham.

Anklager ved Østjyllands Politi Jhin Lee er tilfreds med dommen, da retten har valgt at følge hans påstand om straf.

- Den her sag er også et eksempel på, at efterforskningen fungerer rigtig godt på tværs af politikredsene. Alle kredse på Fyn og i Jylland har haft forhold med i den her, siger han.

Tyverierne er gået ud over flere end 200 elever på de jyske og fynske skoler.

Mændene har sneget sig ind på skolerne, mens eleverne var til aftensmad i fællesområderne. Her hapsede de dømte værdier fra ulåste værelser.

De to mænd, der er 25 år og 26 år, har begge nægtet sig skyldige. De har også valgt at anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere 112