Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Blev opdaget ved Hammerum Efterskole: To mænd er nu tiltalt for at stjæle for to millioner kroner

En lang række højskoler og efterskoler blev i 2018 udsat for tyveri, hvor gerningsmændene stjal computere, telefoner og andre værdigenstande, mens eleverne var væk fra deres værelser om aftenen
03. januar 2019, 09.10

HAMMERUM Nu er to 25-årige mænd fra Aarhus tiltalt for at have stjålet værdier for omkring to millioner kroner fra 30 forskellige skoler i Jylland og på Fyn. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tyverierne er gået ud over flere end 200 elever, men 12. juni sidste år klappede fælden for de to tyveknægte. En elev på Hammerum Efterskole opdagede en mand, der sneg sig rundt på efterskolen, og kort efter kunne skolen konstatere, at der var stjålet flere computere og trådløse høretelefoner.

En politipatrulje skyndte sig derfor til området, og på Århusvej ved Silkeborg fandt betjentene to mænd ved en bil i et skovstykke.

Politihunde på stedet snusede sig efterfølgende frem til kosterne fra efterskolen, der lå gemt i skoven, og begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri.

Første tyveri på det lange anklageskrift er et tyveri begået for tæt på et år siden - 5. januar i 2018 - på en efterskole i Bjerringbro. Her stjal gerningsmændene ni bærbare computere og andet elektronisk udstyr til en værdi på i alt 40.000 kroner.

Samme mønster fulgte gerningsmændene de næste måneder ved flere lignende indbrud på flere jyske efterskoler. Det største udbytte fik tyvene i Bramming, hvor de slap af sted med 42 bærbare og en PlayStation til i alt 362.000 kroner.

Koster forsvandt ud af landet

Efterforskerne har siden kædet de to personer sammen med tyverier på i alt 30 efterskoler.

- Der er tale om organiseret og planlagt tyveri, hvor man bevidst er gået efter bærbare computere. Vores efterforskning tyder desuden på, at det stjålne ganske hurtigt er forsvundet ud af landet, forklarer anklager i sagen, Jhin Lee, i pressemeddelelsen.

Da tyverierne er foregået i mange forskellige områder i Jylland og på Fyn, har flere politikredse assisteret Østjyllands Politikreds i efterforskningen af sagen.

Retsmøderne mod de to tiltalte begynder 25. januar.

Ordet er dit



Mere 112