Tip os log ind
Anders Holch Povlsen glæder sig over årets resultat. ?Pr-foto

Bestsellers milliardoverskud vokser

Tekstilgiganten øger omsætningen med 3 procent, mens overskuddet stiger med 15 procent
22. november 2018, 15.09

Regnskab Årsregnskabet for Bestseller viser en nettoomsætning på 24,2 milliarder kroner, hvilket er en fremgang fra 23,5 milliarder kroner, mens resultatet før skat går fra 2,5 milliarder kroner til 2,9 milliarder kroner.

Det svarer til en stigning på små 15 procent i overskuddet for tekstilkoncernen med hovedsæde i Brande.

- Vi er glade for årets resultat, og vi er stolte af den indsats, vores medarbejdere har ydet, siger administrerende direktør og ejer Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse.

Bestseller står bag 12 mærker til kvinder, 3 til mænd og 3 til børn, og det er vidt forskelligt, hvordan de enkelte områder har bidraget til årets resultat.

- Vores pigebrands har båret fremgangen i omsætningen, mens den primære årsag til den positive bundlinje er vores herreside, som har bidraget til en god udvikling af bruttoavancen. Resultaterne på børnesiden har generelt været skuffende, men vi har fokus på området og forventer anderledes positive takter i indeværende regnskabsår, siger Anders Holch Povlsen.

Vil åbne 250 nye butikker

Omsætningen er vokset godt tre procent, hvilket stort set er på niveau med sidste år. Det er ikke tilfredsstillende, og der er da også stadig stort fokus på at få omsætningen op.

- Vi har arbejdet fokuseret i årets løb med at skabe vækst, og vores målsætninger har ikke ændret sig. Vi må og skal finde en vej til at vækste mere, end vi gør i dag. Vi skal blive skarpere i vores egen del af online-forretningen, og vi planlægger at åbne 250 nye butikker i 2018/19. Samtidig skal vi have sat yderligere gang i digitaliseringen af vores forretning og fortsætte med at investere på forkant. Hvis ikke vi er med fremme, kan vi ende med at gøre livet vanskeligere for os selv, siger Anders Holch.

De seneste år har Mellemøsten været dyr for Bestseller, og derfor har den administrerende direktør trukket en streg i sandet.

- I indeværende regnskabsår forventer vi desuden at se en vis positiv effekt af afviklingen af vores forretning i Mellemøsten, som i en periode har været tabsgivende, siger Anders Holch Povlsen.

Udfordringer i markedet

Bestseller-direktøren kommer ikke ind på forventninger til indeværende regnskabsår, men løfter lidt af sløret for hvordan den første del er gået.

- Ser vi mere specifikt på første kvartal i det nye regnskabsår, går vi ikke fri, når det gælder udfordringer i markedet. Det er vigtigt, at vi står sammen i alle dele af vores virksomhed. Det gælder både vores ledere, den enkelte medarbejder og vores samarbejdspartnere, der hver dag yder en dedikeret indsats, siger Anders Holch Povlsen.

Ordet er dit



Mere Erhverv