Tip os log ind

Bestseller-skyskraber med vokseværk: Kan blive højere end Eiffeltårnet

Bygningen i Brande kan blive 320 meter høj
17. august 2017, 13.05

Brande Tøjkoncernen Bestsellers byggeplaner i Brande er endnu vildere, end de tidligere udmeldinger. Det skriver Herning Folkeblad torsdag. Hidtil har det heddet sig, at Bestsellers planlagte skyskraber skulle blive 200 meter høj. Men det kan ikke gøre det. Bygningen har fået akut vokseværk.

I ansøgningen til Ikast-Brande Kommune - som netop er offentliggjort - står skrevet følgende:

»... Bestseller har et ønske om at etablere et højhus med en maksimal højde på op til 320 meter«.

Der er altså tale om, at skyskraberen i Brande kan blive højere end Eiffeltårnets 300 meter (uden tv-antenne). Selv om højhusplanerne er skudt alvorligt i vejret, er der politisk opbakning til projekt. Alle 320 meter af det.

Det bekræfter formanden for teknik- og miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune over for Herning Folkeblad.

- Som det fremgår af debatoplægget, er det en maksimal højde på 320 meter, som vi i udvalget skal drøfte og behandle. Derefter skal sagen også i byrådet. Min forventning er, at der er opbakning til det her i byrådet, siger Henrik Engedal til Herning Folkeblad.

Også hos Bestseller bekræfter man, at skyskraberen i Brande kan blive væsentlig højere end først udmeldt.

- Vi søger om 320 meter for ikke at have begrænsning i vores undersøgelser. Vi har af samme årsag ikke nævnt et specifikt tal i pressemeddelelsen, men blot informeret om +200 meter. Den kommende tid vil vise, hvor vi ender endeligt, siger communication manager Jesper Stubkier til Herning Folkeblad.

Læs mere om de tårnhøje ambitioner her eller i dagens Herning Folkeblad

Ordet er dit