Tip os log ind
Finn Poulsens selskab Via Veneto står til bødestraf efter flere overtrædelser.
Foto: Herning Folkeblad

Bestseller-direktør meldt til politiet

Finanstilsynet har meldt direktørens selskab til Via Veneto til politiet
13. oktober 2010, 11.22

Erhvervsmanden Finn Poulsen fra Herning, som er direktør for Bestseller Retail Europe, har taget alvorlige millionlussinger under finanskrisen. Tab på aktier og ejendomme har betydet tab på mere end 250 millioner kroner på egenkapitalen i hans personlige selskab.

Nu har han også fået Finanstilsynet på nakken, som har konstateret overtrædelser af loven om værdipapirhandel i Finn Poulsens selskab Konsortium Via Veneto, som er en del af moderselskabet FP Ejendomme A/S.

Ukendt beløb

Det er de såkaldte "flagningsregler", som er overtrådt i forbindelse med salg af aktier i det børsnoterede selskab Migatronic A/S. Overtrædelserne har ført til en politianmeldelse, som efter alt at dømme vil resultere i en bøde.

Beløbets størrelse er dog fortsat ukendt. I en pressemeddelelse beklager Finn Poulsen fejlen og sætter ord på, hvad der er gået galt.

Børsmeddelelse for sent

- FP Ejendomme A/S har altid lagt vægt på at overholde børsetiske regler herunder reglerne om flagning. Desværre må vi konstatere, at sagsbehandling i forhold til Migatronic-salgene er svigtet. Dels på grund af fejl fra vores side og dels på grund af uklarheder om reglerne for henholdsvis A- og B-aktier, som vi beklageligvis har tolket forkert. Desuden har vi afsendt den seneste børsmeddelelse 24 timer for sent i forhold til værdipapirhandelsloven, forklarer han.

Gentagne overtrædelser

Finanstilsynet slår ned på overtrædelser af flagningsreglerne, som har stor betydning for gennemsigtigheden i markedet. Reglerne er blandt andet med til at sikre, at andre investorer kan følge, hvem der er de største aktionærer i et selskab.

Ordet er dit