Tip os
Anders Holch Povlsen.
Foto: Pr-foto

Bestseller bruger 200 millioner på britisk Toast-opkøb

Bestseller overtager kvinde-tøjmærket Toast fra French Connection
11. april 2018, 09.58

Modetøj Tøjkoncernen Bestseller med hovedsæde i Brande overtager det britiske selskab »Toast Ltd.«.

Toast, som er grundlagt i 1997, udvikler og sælger damemode samt en række artikler til hjemmet, herunder tæpper, lys og sengetøj.

I en pressemeddelelse glæder Bestsellers administrerende direktør og ejer Anders Holch Povlsen, sig over aftalen.

- Vi er stolte af at byde Toast velkommen til Bestseller-familien. Som mode-retailere har vi længe været imponeret af virksomheden, og vores møder med ledelsen har bekræftet potentialet og dokumenteret, at det er en solid virksomhed med sunde værdier og fantastiske mennesker, udtaler Anders Holch Povlsen.

Handel til 200 millioner

Prisen på opkøbet offentliggøres ikke i pressemeddelelsen, men ifølge branchemediet FashionUnited har Bestseller givet omkring 200 millioner kroner for Toast.

Bestseller overtager samtlige aktier i virksomheden. Tidligere hovedaktionær i firmaet var den britiske modevirksomhed French Connection med 75 procent af aktierne, og derudover har tøjfirmaets to grundlæggere Jessica and Jamie Seaton ejet 25 procent.

Toast har 13 butikker i Storbritannien og sælger desuden sine varer via engrossalg og onlinesalg. Ifølge FashionUnited omsatte virksomheden i sit seneste regnskabsår for godt 160 millioner kroner.

Fremover vil Toast blive drevet som en selvstændig enhed i Bestseller-koncernen.

- Toast bliver en del af Bestsellers familie af brands, men forbliver en selvstændig enhed med sine nuværende medarbejdere, som fortsat vil drive Toast-virksomheden, lyder det i pressemeddelelsen fra Bestseller.

Handlen afventer de formelle godkendelser og ventes at falde på plads inden for de kommende fire-seks uger.

Ordet er dit



Mere Erhverv