Tip os log ind
En bar bliver til to. Baren åbner snart i Holstebro.

Baren udvider: Får søster-værtshus i Holstebro

Baren i Herning åbner snart i Holstebro - og måske kommer der flere i andre jyske byer i fremtiden
14. marts 2017, 07.49

Henring »Holstebro: Er i klar til dobbelt-op« lyder det på Barens facebook-side. Det herningensiske værtshus åbner nemlig snart en filial i Holstebro.

- Vi har ikke den præcise dato på plads endnu, men det er tæt på, lyder det fra en af indehaverne Morten Bækgaard.

Han ejer Baren i Herning sammen med Ermin Rebac. I Holstebro får man en lokal partner med i ejerkredsen, Kasper Nielsen.

Baren har faktisk tidligere haft et søster-værtshus. Det var i Silkeborg. Stedet blev køb af nogle lokale og bliver stadig drevet som en »Baren« og med stedets koncept - hver gang du bestiller én genstand, så får du udleveret to.

Baren i Herning har eksisteret i fem år. Morten Bækgaard kan sagtens forestille sig, at Baren skyder op i endnu flere byer.

- Man kunne godt forestille sig en »Baren« andre jyske byer - i Aalborg og Aarhus for eksempel. Sjælland holder vi os lige fra. Her går man i byen på en anden måde, man er mere til diskoteker, siger han og svarer lidt undvigende på, om der allerede er konkrete planer for flere Baren-beværtninger i den nære fremtid i det jyske.

- Nu må vi se. Det vil jeg helst ikke udtale mig om endnu, siger han - og vil hellere udtale sig om, hvorfor Baren-konceptet virker.

- Det handler om at have ansatte, der kan skabe en hyggelig stemning. At der er plads til alle. At have rimelige priser. Og at have glade gæster, siger han.

Ordet er dit