Tip os

Børn i Herning snydes for bedre kvalitet

Hvor er de mange millioner blevet af? spørger forfatteren af dette læserbrev fra Herning Folkeblad
15. oktober 2013, 13.17

Fra 2013 og frem skal Herning Kommune bruge ekstra penge på at skabe bedre kvalitet i dagtilbuddene. Hvis det ikke sker, går vores børn glip af nødvendig voksenkontakt og opmærksomhed, større tryghed og generelt bedre rammer i hverdagen.

I forbindelse med finansloven for 2012 aftalte Enhedslisten med regeringen at bruge 500 millioner kroner på at ansætte 1500 personer i daginstitutionerne fra 2013. Formålet blev siden ændret, men tallene er de samme: I Herning Kommune har vi fået otte millioner til at styrke kvaliteten i vores dagtilbud.

Ifølge en helt frisk opgørelse fra BUPL var der i budgettet for 2013 ikke afsat ekstra midler, der var tværtimod sparet. Og i 2014 er pengene heller ikke afsat - igen et stort 0, hvor der burde stå 8.000.000 kroner.

Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at pengene ikke er brugt på det øremærkede formål. Jeg vil derfor opfordre Byrådets flertal, der står bag de to budgetforlig, til at svare på det helt oplagte spørgsmål: Hvor er de mange millioner blevet af?

I det kommende byråd vil Enhedslisten arbejde for bedre kvalitet i kommunens dagtilbud. Vi vil have særligt fokus på inklusionsområdet, så udsatte og svage grupper får bedre muligheder for en tryg fremtid i Herning. Og vi vil holde øje med, at øremærkede penge bruges på dt, de er afsat til.

Ordet er dit