Tip os log ind
Denne illustration viser den kommende tilbygning ved Syddansk Universitet i Esbjerg. Visualisering: Cubo Arkitekter

Aulum-virksomhed vinder opgave til 120 millioner i Esbjerg

NCC-selskabet Jakobsen & Blindkilde skal stå for udvidelse på Syddansk Universitet i Esbjerg
16. januar 2019, 15.41

Byggeri Studerende og forskere indenfor sundhed, samfund og humaniora kan se frem til endnu bedre forhold i Esbjerg, når en ny, tværfaglig fakultetsbygning står klar om halvandet år. Bygningen på 7650 kvadratmeter i to etager vil blive opført i tilknytning til det eksisterende UC Syd- campus i den nordøstlige del af byen. Byggeriet skal være færdigt i sommeren 2020, og projektet har en værdi af 120 millioner kroner.

Den store byggeopgave skal udføres af Aulum-virksomheden Jakobsen & Blindkilde, der er en del af NCC. Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.

- Vi har rigtig god erfaring i at bygge uddannelsessteder og har igennem årene opnået en dyb forståelse for de behov, der er i læringsmiljøer. Det gælder for eksempel gode lydforhold, så støj ikke generer de studerende og gode, åbne rum, hvor mange kan lære sammen i inspirerende omgivelser, udtaler projektdirektør Henrik Eriksen fra Jakobsen & Blindkilde.

Projektet indeholder også 600 kvadratmeter kælder og 200 kvadratmeter renovering i forbindelse med den tilkobling, der skal ske mellem det eksisterende byggeri og den nye bygning. Desuden vil p-pladsen blive udvidet med 150 pladser.

Store forventninger

Syddansk Universitet har store forventninger til projektet, der er opstået i et samarbejde mellem SDU og UC Syd. Det skal skabe et tværfagligt miljø mellem institutionerne og kan på den måde for eksempel vise en karrierevej fra en professionsbachelor til en kandidat-uddannelse på universitetet.

- Den nye bygning skal forankre tilknytningen mellem uddannelserne og vi glæder os til samarbejdet med Jakobsen & Blindkilde. De er erfarne og pragmatiske, og det sikrer både kvalitet og transparens i samarbejdet, siger projektleder og arkitekt Jonathan Fromholt Larsen fra Bygningsstyrelsen, som er bygherre på projektet.

Med projektet vender Jakobsen & Blindkilde tilbage til Esbjerg-egnen, hvor entreprenøren sidst byggede det landskendte Tirpitz Museum, der åbnede for halvandet år siden. Partnere i projektet er Cubo Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører.

Ordet er dit



Mere Erhverv