Tip os

Arven efter fotomuseet

07. december 2017, 11.45

FOTOMUSEUM Efter at have læst artiklen i Herning Folkeblad tirsdag 21. november angående fotomuseet og dets bestyrelse er jeg nødt til at reagere. Som hyppig gæst på museet er jeg mere end ked af, at museet er tvunget til at lukke, men den såkaldte initiativgruppes kritik er desværre helt forfejlet. Hvis man vil gå i krig, er man nødt til at kende sin fjende, og i artiklen bliver der i den grad skudt med skarpt mod den bestyrelse, som i bund og grund ønsker det samme som initiativgruppen - nemlig at bevare det, der er tilbage af Danmarks Fotomuseum.

Jeg forstår udmærket, at arvingerne efter Sigfred Løvstad er skuffede og vrede over forvaltningen af den arv, som han har overleveret til Fotomuseet og Herning Kommune. Selv om arvingerne har set sig sure på Fotomuseets bestyrelse, så sidder aben altså urokkeligt fast på skuldrene af Herning Kommune og Kultur- og fritidsforvaltningen.

Det er altså her beslutningen om at trække tæppet væk under Fotomuseet er truffet. Fotomuseets bestyrelse har lavet et kæmpe arbejde for at prøve at finde et andet sted til samlingen, men det er desværre ikke lykkedes. Det ville klæde familien Løvstad m.fl. at anderkende dette arbejde frem for at kaste med mudder.

Noget af kritikken går på, at museet er »støvet«. Sandt nok trænger det til en kraftig modernisering, men den siddende bestyrelse var faktisk langt fremme med planerne om en gennemgribende renovering, da det økonomiske grundlag for museumsdrift blev frataget dem.

Når den nuværende bestyrelse for museet kræver en økonomisk bæredygtig plan frem for luftige planer, så er det selvfølgeligt for at sikre samlingen. I artiklen foreslås det at skaffe midler til driften via fonde, men der findes desværre ingen fonde, der giver støtte til drift. Man kan søge midler til etablering, renovering, modernisering og enkeltstående begivenheder.

Det er nok også lidt naivt at tro, at man kan drive et museum udelukkende med frivillig hjælp. Som eksempel kan jeg give spillestedet Generator i Ringkøbing. Her troede man også at det kunne lade sig gøre ved frivilliges arbejde, men man har måttet erkende at det var nødvendigt at ansætte en daglig leder.

Det kan også undre, at »redningsplanen« først kommer nu, hvor museet reelt er dødt. Hvor var disse initiativrige folk henne for to år siden? Det giver ingen mening at lade kanonen, når slaget reelt er tabt. Det er skammeligt, at man skyder i blinde - og det ender jo med, at initiativgruppen skyder sig selv i foden. Hvis Løvstad-arvingerne har så godt et forhold til Kultur- og fritidsforvaltningen i Herning Kommune, som de giver indtryk af, så synes jeg, at det ville klæde dem at arbejde for en bæredygtig løsning for museet i stedet for at lade deres vrede gå ud over en bestyrelse, der nødtvunget har måttet træffe beslutning om museets lukning.

Ordet er dit