Tip os log ind

Arrogancen i Herning Kommune fortsætter

14. august 2018, 12.45

SVINELUGT I forbindelse med en tilsynssag om svinelugt har jeg gentagne gange skrevet til borgmester Lars Krarup. I læserbreve her i avisen, på Facebook og direkte på Messenger.

Borgmesteren er desværre ikke en mand, man som almindelig borger kan få i tale. Lars Krarup undlader på arrogant og nedladende vis at besvare eller kommentere direkte henvendelser. Efter min opfattelse er han helt ud af trit med borgmestergerningen og overser det faktum, at han er valgt af borgerne og betalt af kommunens skatteydere. Men Lars Krarup vælger at krybe i flyverskjul. Lad ham så blive der til efter næste valg - min stemme går til anden side.

Senest gør Eva Kanstrup, direktør for Teknisk afdeling, borgmesteren følge.

En direkte henvendelse fra vores advokat til direktøren med ønske om et møde og drøftelse af sagen afvises fuldstændigt.

Eva Kanstrup vurderer ikke, at der er behov for et møde og vælger blot at lade sin medarbejder besvare henvendelsen med et brev.

Resultatet heraf er derfor, at vores advokat har set sig nødsaget til, at klage over Herning Kommunes arrogante facon og middelalderlige arbejdsmetoder som ville gøre sig fint i enevældets tid. Heldigvis befinder vi os i demokratiets tidsalder - bare ikke i Herning Kommune. Her trives arrogance og nedladenhed i bedste velgående!

Vores advokat har således påpeget en række fejl og mangler i sagsbehandlingen og indsendt klage til Klagenævnet.

Både borgmester og ledende medarbejdere i Herning Kommune har tilsyneladende glemt, hvem der betaler deres løn. Det gør vi skatteborgere og derfor bør både Lars Krarup og Eva Kanstrup udvise større ydmyghed overfor jobbet, kravle ned fra piedestalen og vise skatteborgere større respekt og forståelse.

Skam jer, Herning Kommune!

Ordet er dit