Tip os log ind
Der var 924 på plads, da Teaterkompagniet opførte sin jubilæumsforestilling My Fair Lady. ?
Foto: Henrik Ole Jensen

924 så ladyen

Næste års forestilling bliver »The Wiz«
08. november 2018, 17.54

brande Teaterkompagniets 25-årsjubilæumsforestilling My Fair Lady er overstået, afslutningsfesten er holdt, og det hele pakket ned.

Kompagniets formand, Jørgen Lauridsen, der også havde en af de store roller som Alfred Doolittle, fortæller, at kompagniet aldrig var i tvivl om, at »My Fair Lady« ville være et folkeligt, festligt og fornøjeligt stykke at sætte op.

- Det synes vi blev opfyldt. Det er også det, vi har fået at vide af de mange der har kommenteret stykket bagefter, siger han.

I alt var 924 publikummere inde og se forestillingen, der blev opført over en uge i RemisenBrande.

- Der var flotte kulisser med en storslået lyssætning, der var flot lyd, der var flerstemmigt kor- og skønsang, der var musik som mange kendte i forvejen og kunne nynne med på, der var flotte solist- og ensembleoptrædener og der var lagt mange kræfter i både dans, sminke, hår og kostumer for at give et troværdigt tidsbillede, roser Jørgen Lauridsen.

Allerede nye planer

Han retter blandt roserne til kompagniets mangeårige instruktør Kirsten Aastrup, der ifølge ham har overgået sig selv, så det blev en helstøbt forestilling. I det kommende år opfører Teaterspirerne »Annie«, der bliver opført i foråret. Det er første gang herhjemme, at Annie bliver opført i juniorudgaven.

Til næste efterår opfører Teaterkompagniet »The Wiz«, som er bygget på Troldmanden fra Oz med Anne Lise Holm som instruktør.

- Mange ægteskaber går i opløsning efter sølvbrylluppet. Det gør vores ikke. Vi går som minimum efter guldbrylluppet, lover Teaterkompagniets formand.

Ordet er dit



Mere Brande
Efter vækst på en milliard kroner

KMC's direktør stopper