Tip os
Traditionen med familiejulekoncert i kongrescenteret fortsætter naturligvis i år.
Foto: Henrik Ole Jensen

530 børn giver julekoncert

I næste uge er der familiejulekoncert med Herning Kommunes frivillige musikundervisning
06. december 2017, 19.37

Herning På fredag mødes 530 børn og unge fra kommunens 17 skolekor på Lundgårdskolen for at forberede en 37 år lang juletradition i Herning: Familiejulekoncerten i MCH Herning Kongrescenter.

Børnene får musikledsagelse af et rockband, en pianist og to kyndige og veloplagte kordirigenter: Maria Aunsholt Christiansen fra Sunds-Ilskov Skole og Dorte Bille fra Den Jyske Sangskole)

Udsolgt kongressal

Tirsdag 12. december er der generalprøve med hele udtrækket i professionelle rammer i kongrescenteret.

Her medvirker hele holdet, som ud over de 530 børn er elever fra Musikskolens Fokus-hold og ungdomsorkestre, Den Jyske Sangskole, Herning Amatørsymfoniorkester og et rockband.

Julekoncerten løber af stablen onsdag 13. december foran en udsolgt kongressal.

dygtigt poptalent

Repertoiret, som spænder fra klassiske toner til det rene jule-popmagi, bindes sammen af det dygtige poptalent Anders Hornshøj Laugesen, som i år vandt DK4's poptalent-konkurrence i Forum Horsens.

Familiejulekoncerten er et firklangs-samarbejde mellem Herning Musikskole, Den Jyske Sangskole og Center for Børn og Læring.

Skolekorene, som kommer fra 17 forskellige skoler, har arbejdet med repertoiret siden oktober, oplyser Jerry Vergara, formand for styregruppen, i en pressemeddelelse.

Ordet er dit