Tip os log ind
Adskillige fodboldfans kom onsdag aften op at slås i Adelgade i indre København. Ingen er anholdt i sagen.
Foto: Politiet

50-60 fodboldfans røg i totterne på hinanden i København

Et par franske fodboldfans kom lettere til skade under et masseslagsmål i det indre København onsdag aften
13. december 2018, 06.11

Fodbold Forud for dagens Europa League-kamp mellem FCK og Bordeaux endte adskillige fodboldfans onsdag aften i et masseslagsmål i Adelgade i det indre København.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Kristian Rohdin tidligt torsdag morgen.

Ifølge politiet er der tale om 50-60 fodboldfans, der røg i totterne på hinanden.

- Vi går ud fra, at det er nogle FCK-fans, der har overfaldet nogle franske fans, siger Kristian Rohdin.

Et par franskmænd kom lettere til skade og måtte en tur forbi skadestuen.

Der er ingen anholdte i sagen.

Politiet modtog anmeldelsen onsdag klokken 22.11.

Ekstra Bladet skriver, at slagsmålet fandt sted foran et hotel, hvor flere franske fodboldfans er indlogeret.

FCK møder FC Girondins de Bordeaux klokken 21.00 i Telia Parken. Her bliver københavnernes europæiske skæbne afgjort.

Hvis FCK skal videre fra gruppespillet, skal Bordeaux besejres, samtidig med at gruppevinderen Zenit vinder over Slavia Prag i Tjekkiet.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Sport