Tip os log ind
Danish Crown vil fortsat bruge Kurt Beier Transport på trods af, at transportfirmaet vader i dårlige sager.
Foto: Flemming Hansen

3F raser over Danish Crown

Slagterigiganten vil i kølvandet på chauffør-skandalen stille krav til sine samarbejdspartnere
17. november 2018, 12.09

Transport Siden det kom frem, at chauffører hos Kurt Beier Transport i Esbjerg boede under elendige forhold og kørte til en timeløn ned til 15 kroner i timen, har store firmaer som Arla, DSV og Blue Water Shipping stoppet samarbejdet med transportfirmaet.

Senest er Esbjerg-firmaet blevet anmeldt for menneskehandel i både Danmark og Tyskland, men det får ikke en anden af de danske sværvægtere, Danish Crown, til at opsige samarbejdet med Kurt Beier Transport.

I stedet har slagterigiganten sammen med tre danske transportvirksomheder valgt at opstille konkrete krav til blandt andet chaufførernes indkvartering. Tidligere har det været op til samarbejdspartnerne selv at beslutte, hvilke vilkår deres ansatte skulle bo under.

- Den erklæring og det kontrolskema, vi i fællesskab har udarbejdet, er ikke en fuldstændig løsning på de udfordringer, der findes i transportbranchen, men i vores øjne tager vi med det her initiativ et stort skridt i retning af at sikre, at medarbejderne i transportbranchen behandles anstændigt, siger Lars Feldskou, der er global indkøbsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Varm luft

Danish Crowns samarbejdspartnere, herunder Kurt Beier Transport, har fået otte uger til at leve op til standarden, men det tiltag imponerer ikke hos fagforeningen 3F.

- Først og fremmest er det grotesk, at der kan risikere at gå 11 uger, før Danish Crown handler på de umenneskelige forhold, som chaufførerne har kørt under. Danish Crown kommer i mellemtiden til at tjene styrtende med penge på at have filippinerne ansat til sulteløn i otte uger mere, siger Jan Villadsen, der er 3F Transports gruppeformand, til 3f's hjemmeside.

Han går så langt som til at kalde Danish Crowns nye retningslinjer for »varm luft«.

- Jeg gik da stærkt ud fra, at det var en selvfølge for alle virksomheder at overholde de internationale principper om arbejdsforhold. Der er jo ingen virksomheder, der går ind for slaveri. Så deres erklæring rykker ikke ved noget som helst. Og underligt nok står der ikke noget om, at man også stiller krav til overholdelse af færdselsloven, siger Jan Villadsen.

Ordet er dit



Mere Erhverv