Tip os log ind
TV-seerne fulgte med i stuerne, da Danmark sikrede sig VM-guld søndag aften.
Foto: Claus Fisker/ritzau Scanpix

2,74 millioner danskere så håndboldherrernes VM-triumf

Danskerne sad klistrede til skærmen, da håndboldlandsholdet slog Norge i VM-finalen i Herning
28. januar 2019, 13.49

TV Næsten halvdelen af alle danskere så med på tv-skærmen, da Danmarks herrelandshold i håndbold søndag aften blev verdensmestre med en sejr på 31-22 over Norge.

Foruden de 15.000 tilskuere i Boxen i Herning fulgte i gennemsnit 2,74 millioner danskere med i kampen på tv-skærmen. Det skriver DR Medieforskning på Twitter.

Finalen mellem Danmark og Norge blev vist på både DR1 og TV2. TV-duellen vandt statsradiofonien, der havde 1,584 millioner seere, mens TV2 havde 1,156 millioner seere.

Da Danmark tidligere i turneringen mødte Norge i det indledende gruppespil, blev kampen i gennemsnit fulgt af 1,864 millioner seere på DR.

Ifølge DR overgår kampen blandt andet EM-finalen i fodbold i 1992, hvor godt 2,6 millioner så med på TV2.

Dermed overgår kampen også ottende afsnit af »Krøniken«, der blev sendt i 2004 på DR1.

Ifølge DR menes det mest sete program nogensinde stadig at være et afsnit af »’Matador«, der ved en genudsendelse på DR1 i 1986 havde 3,6 millioner seere.

Målemetoden var dog en anden dengang. Man målte ikke seertal systematisk, da DR1 dengang var den eneste tv-kanal.

Ved udgangen af tredje kvartal i 2018 talte Danmarks befolkning 5.806.000 personer, oplyste Danmarks Statistik i november.

Også i Norge fulgte man med fra stuerne søndag aften.

Ifølge nyhedsbureauet NTB så 1,1 millioner seere i Norge med på kanalen TV3.

Da der var flest, der så med, lå tallet på 1,3 millioner.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Sport