Tip os log ind
Lars Bjerrum Møller.
Foto: Privatfoto

25 år med møbler til amerikanerne

06. marts 2019, 10.16

Jubilæum Regional salgschef Lars Bjerrum Møller, Th. Nielsens Gade, Herning, kan fredag 8. marts fejre 25-årsjubilæum på Skovby Møbelfabrik A/S. Reelt er der tale om næsten 29 års ansættelse, da han havde en kort afstikker i 1990-1994.

Lars Bjerrum Møller har i de mange år været beskæftiget med afsætning af firmaets produkter på det nordamerikanske marked, - de første år som salgskonsulent, siden med ansvar for regionen. Ud over at han besidder en betydelig viden om markederne, har hans grundlæggende interesse for mennesker bevirket, at rejserne ofte har fået en yderligere dimension. Lars Bjerrum Møller har altid formået at følge med udviklingen og konjunkturudfordringer med midtjysk stædighed, stor arbejdsomhed og godt humør.

Sport er en betydelig del af Lars Bjerrum Møllers liv, og løbetøjet er altid med i kufferten. Når han er i Danmark, er cykling en naturlig del af dagligdagen. Han værdsætter fritiden og oplevelser sammen med sin hustru, Susanne, deres to voksne børn og gode venner.

Lars Bjerrum Møller vil på jubilæumsdagen blive fejret af firmaet samt familie, venner og kolleger.

Ordet er dit



Mere Navne