Tip os log ind
Hammeren faldt hårdt - otte år bag tremmer til ung herningenser.
Foto: Colourbox

23-årig mand fra Herning otte år i fængsel for narko-handel

23-årig mand skal otte år i fængsel for narko-salg
13. januar 2017, 16.52

herning En 23-årig mand fra Herning skal otte år i fængsel for omfattende handel med narko.

Manden udbad sig betænkningstid, da dommen faldt fredag ved Retten i Herning.

Den 23-årige blev dømt for at have bestilt otte kilo amfetamin og 100 gram kokain. Narkoen har en værdi på gadeplan af tæt ved 900.000 kroner.

Manden var ukendt af politiet. Han blev i maj sidste år afsløret ved en tilfældig stikprøvekontrol af pakkepost på postcentret i Fredericia.

Det oplyser anklager Jesper Klyve fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der var to pakker med amfetamin til ham sendt fra Tyskland. Og da vi så laver en ransagning på mandens bopæl, er vi så heldige, at han har sin computer åben og er inde på Darknet, hvor han bestilte og betalte narkoen, fortæller han.

Narkohandel fra sofaen

Darknet er bagsiden af internettet. Her er al kommunikation krypteret og svær at spore.

- Vi kan som efterforskere ikke bare »lytte med« på Darknet. Vi var så heldige, at manden var logget på computeren, da ransagningen fandt sted. Der kunne vi spore de handler, bestillinger og betalinger, han havde foretaget, siger Jesper Klyve og fortsætter:

- Det er simpelthen så nemt. Er du inde på Darknet, kan du sidde hjemme i din sofa og bestille narko. Den bliver så sendt til dig med pakkepost. Vi skal falde over narkoen ved for eksempel stikprøvekontroller i pakkepost for at spore narkoens modtager. Og så står vi endda med bevisbyrden, fordi du jo bare kan sige, at du ikke har bestilt den pakke. Det er en voksende form for kriminalitet. Men hvis nogen tror, at det er helt risikofrit, tager de heldigvis fejl. Vi har vores metoder til for eksempel at spore betalinger.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke kunnet finde afsenderne af narkoen.

- Og vi ved heller ikke, hvem narkoen er solgt videre til her i landet. Vi ved kun, at den 23-årige ikke har relation til nogen bander, siger anklager Jesper Klyve.

Ordet er dit