Tip os log ind

Derfor lød sirenerne fredag aften

Rigspolitiet giver nu forklaringen på, hvorfor sirenerne i hele Midt- og Vestjyllands Politikreds lød
20. marts 2019, 07.37

HERNING Det var en menneskelig fejl, der fredag aften fik advarselssirenerne i hele Midt- og Vestjyllands Politikreds til at larme.

Varslingen skabte en del bekymring, og nu forklarer Rigspolitiet til Midtjyllands Avis, hvorfor sirenerne ved en fejl blev aktiveret.

- Det var meningen, at der kun skulle være varsling i Viborg, hvor der var opstået en gift-brand. Men ved en fejl kom den vagthavende til at aktivere sirenerne i hele kredsen - og ikke kun i Viborg, fortæller vagchef og politikommissær Erik Skriver fra Rigspolitiet.

Da Rigspolitiet modtog beskeden fra Midt- og Vestjyllands Politi om, at sirenerne skulle lyde i Viborg, kom den vagthavende til - på computeren - at aktivere feltet, hvor sirenerne lyder i hele politikredsen.

- Det er nyt for os, at vi står for varslingerne. Og vi er i fuld gang med at træne vores folk i det. Episoden fra i fredags har fået os til at skrue endnu mere op for træningen, siger Erik Skriver.

Rigspolitiet har stået for varslingen siden begyndelsen af marts, oplyser han.

I 2018 var der otte sirenevarslinger i Danmark. Sirenerne lyder kun, når der er fare for menneskeliv.

Ordet er dit



Mere 112