Tip os log ind
Lene Buhl tager endnu en periode som formand for HK Kommunal MidtVest, mens Hans Christian Fløe fortsætter som formand for HK Stat MidtVest.
Foto: Pr-foto

Midtjyske HK-formænd blev genvalgt

Lene Buhl og Hans Christian Fløe fortsætter som formænd for henholdsvis HK Kommunal og HK Stat MidtVest
18. marts 2019, 17.32

Fagforbund I sidste uge holdt de sidste to af HK MidtVests fire afdelinger deres generalforsamlinger. Her blev formændene Lene Buhl og Hans Christian Fløe genvalgt for henholdsvis HK Kommunal MidtVest og HK Stat MidtVest.

133 medlemmer deltog i generalforsamlingerne, som foregik i KulturCenter Limfjord i Skive. Både Lene Buhl og Hans Christian Fløe havde i de mundtlige beretninger fokus på den digitalisering, der foregår på arbejdspladserne, og behovet for kompetenceudvikling.

- Ulven kommer, er der blevet råbt i nu snart mange år, når vi har talt digitalisering. Mange har tænkt: »Hold nu op, der sker jo ikke noget«. Jo, det gør der faktisk - ulven er kommet snigende i snart mange år - i form af små ændringer, der måske gør din dagligdag smartere og lettere. Umiddelbart lækkert - så får jeg en nemmere dagligdag, tænker vi helt sikkert, når arbejdet bliver lidt lettere, sagde Hans Christian Fløe og uddybede:

HK-job under forandring

- Men hvert eneste lille smarte digitale tiltag ændrer lige netop din hverdag, og du bliver nødt til at forholde dig til den nye situation og følge med udviklingen.

Lignende melding kom hos HK Kommunal MidtVest:

- Prøv at tænke tilbage på jeres eget job gennem de sidste bare 10-15 år. Laver I præcis det samme? Er der kommet nye opgaver til? Mere it? Mon ikke stort set alle vil genkende, at HK'ernes job har forandret sig - og vil forandre sig i takt med digitaliseringen, påpegede Lene Buhl og fortsatte:

- Det er vigtigt, at vi som HK'ere følger med den udvikling - at vi lærer nyt og uddanner os gennem hele arbejdslivet. Det har vi heldigvis rigtig gode muligheder for med Kompetencefonden, som er kommet for at blive. Søg op til 25.000 kroner til uddannelse indenfor overenskomstperioden. Det er altså et rigtig godt tilbud, som jeg vil opfordre jer og jeres kolleger til at tage imod, sagde hun.

Efter generalforsamlingerne var der oplæg fra journalist, rådgiver og foredragsholder Jeppe Søe. Han satte spot på de mange kulturer på en arbejdsplads under overskriften »Kender du din plads i abeburet?«.

Ordet er dit



Mere Erhverv