Tip os log ind
Julie Jensen (t.v.) er en kriger på en håndboldbane. Den 23-årige nordjyde tager fat i forsvaret og er målfarlig med sit gode skud og fine fintespil.
Foto: Henning Bagger/ritzau Scanpix

Nordjysk kriger skifter til Herning-Ikast

Herning-Ikast Håndbold har skrevet en toårig kontrakt med højrebacken Julie Jensen fra EH Aalborg. Hun har stort potentiale, men skal i første omgang stå i lære bag norske Stine Skogrand
15. marts 2019, 09.56

Håndbold 107 mål i denne sæson vidner om en vis kvalitet og målfare hos Herning-Ikast Håndbolds seneste tilgang, Julie Jensen. Den 23-årige højreback blev delt nummer ni på topscorerlisten i det netop afsluttede grundspil i HTH Ligaen.

Nu tager hun næste spring i karrieren. Fra oprykkerne EH Aalborg til den etablerede traditionsklub i Ikast.

Julie Jensen har skrevet en toårig kontrakt med Herning-Ikast Håndbold.

- Jeg vil ikke sige, at der var rift om mig, men jeg havde da et par andre tilbud. Herning-Ikast var bare det, der tiltalte mig mest. Det er fedt og smigrende, at så stor en klub har lagt mærke til mig, og jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig i det gode miljø, der er i klubben, siger Julie Jensen til Herning Folkeblad.

Hendes kommende træner i Herning-Ikast, Mathias Madsen, ser et stort potentiale i nordjyden, men i første omgang er hun tiltænkt en rolle som andetvalg bag den tidligere verdens- og europamester Stine Skogrand.

- Vi får en dygtig forsvarsspiller, som kan bidrage med andre kompetencer end Stine Skogrand. Hun er en stor spiller med et fint skud, og trods sin størrelse har hun også nogle eksplosive finter, hvilket gør hende rigtig spændende. Hun er desuden en kriger og en vindertype, der går forrest, og sådanne typer vil jeg rigtig gerne have, siger Mathias Madsen, der overtager cheftrænerrollen fra Kristian Kristensen til sommer.

Læs interview med Herning-Ikasts nye højreback lige her.

Ordet er dit



Mere Sport