Tip os log ind
Erik Sviatchenko kæmpede sig igenne, Fredericia-forsvaret og scorede til 2-1 kort før pausen.
Foto: Flemming Hansen

FCM vandt første test

Det blev 4-1 over FC Fredericia i årets første træningskamp
19. januar 2019, 16.45

fodbold Stadome i Ikast dannede lørdag eftermiddag rammen om FC Midtjyllands første træningskamp i forårsoptakten.

Samarbejdsklubben FC Fredericia fra 1. division var modstanderen i kampen på kunstgræsset.

Bortset fra målmand Oliver Ottesen, der spilles samtlige 90 minutter, blev hele mandskabet skiftet i pausen. Begge FCM-hold var en blanding af talenter på spring og de mere rutinerede spillere. Desuden sad en række spillere ude af forskellige årsager.

Gæsterne fra Fredericia har en hel række spillere i truppen, der er lejet hos FCM. Én af dem, den store angriber norske Chuma Anene, bragte Fredericia foran efter en god halv times spil. Oplægger var den nigerianske kantspiller Henry Uzochukwu, der også er ejet af FC Midtjylland.

Føringen holdt dog ikke længe. Nigerianske Jibril Aubakar, der kort inden havde brændt en gigachance helt inde foran mål, stødte med hovedet bolden forbi den tidligere FCM-keeper Andreas Raahauge efter et oplæg fra Tim Sparv.

Mål fra Sviatchenko

Inden pausen blev det også 2-1, da Erik Sviatchenko maste sig gennem venner og fjender og sparkede kuglen i nettet. Hans aktion var nok på kanten af et frispark, men der blev ikke fløjtet, og så kæmpede han sig selvfølgelig videre.

Alt i alt en forholdsvis lige halvleg, hvor gæsterne spillede godt med. Det ændrede sig dog efter pausen, hvor det hurtigt var »ulvene«, der satte sig på begivenhederne anført af blandt andre Evander Ferreira og Jens Lys Cajuste på midtbanen.

Det var dog først efter 68 minutter, at der blev scoret. Evander Ferreira, som FCM netop har købt fri af Vasco da Gama, fik bolden i højre side, trak ind over midten og spillede Gustav Wikheim fri på venstrekanten, og nordmanden scorede sikkert.

Det gjorde han også lidt senere, hvor det var Oliver Olsen, der fra højre side spille Wikheim fri ved bageste stolpe.

Fredericia måtte undvære otte skadede spillere, og havde den FCM-ejede Michael Baidoo på landsholdsopgave.

Næste test for FCM bliver på onsdag på udebane mod Hamburger SV.

Ordet er dit



Mere Sport