Tip os log ind
Foto: Nils Lund

Flugt fra uheldssted

17. januar 2019, 09.04

ikast Det kom onsdag aften til et frontalt sammenstød mellem to personbiler på Kongevejen i den nordlige ende af Ikast.

Uheldet skete ved godt 19-tiden, da en 27-årig mand fra Ikast kom kørende i vestlig retning og var på vej ind i en trafikchikane.

Mod ham kom en anden personbil, der gassede voldsomt op, og de to køretøjer kolliderede i chikanen.

Ud af den modkørende bil sprang to unge mænd, der tog flugten til fods.

De beskrives som 20-22 år og mellemøstlige af udseende.

Efter uheldet kunne politiet konstatere, at de var kørt i en stjålet bil.

Trods intensiv eftersøgning lykkedes det ikke politiet at finde de flygtende mænd.

Den 27-årige slap ifølge politiet uskadt fra sammenstødet.

Ordet er dit