Tip os log ind
En lastbilchauffør mistede natten til tirsdag herredømmet over sin lastbil, da fordækket sprang. Inde i lastbilen var der mellem 6000 og 7000 høns.
Foto: Flemming Hansen

Lastbil med tusindvis af høns endte i grøften og spildte 300 liter olie

En lastbilchauffør mistede ved midnatstid herredømmet over sin lastbil, da fordækket sprang - omkring 6000-7000 høns var i lastbilen
15. januar 2019, 09.41

HERNING Brandfolkene fra Brand & Redning MidtVest har haft en særdeles travl nat. Klokken 00.18 natten til tirsdag modtog man en alarm om, at der havde været et uheld på motortrafikvejen ved Sindingvej nordøst for Herning.

Den første melding gik på, at lastbilen lækkede diesel, men det var - desværre - slet ikke dækkende for situationen.

- Vi kommer frem og ser den her lettere chokerede chauffør. Der var tilfældigvis kommet en ambulance forbi, som tilså ham. Det ene fordæk på hans lastbil var sprunget, så han havde mistet herredømmet og var endt i grøften i den modsatte side af vejbanen, fortæller indsatsleder Peter Kristensen fra Brand & Redning MidtVest.

Hørte lyden af høns

Heldigvis kom der ikke modkørende bilister i samme øjeblik, men indsatslederen fik sig en anden overraskelse, da han gik rundt om lastbilen og kiggede efter den lækkede diesel-olie.

- Jeg kunne høre lyden fra nogle høns, siger Peter Kristensen, der derfor hurtigt spurgte chaufføren om, hvor mange høns det drejede sig om.

Det viste sig, at der i lastbilen befandt sig mellem 6000 og 7000 høns. Chaufføren havde allerede kontaktet virksomheden, der skulle have haft hønsene, så de ankom til stedet med en ny lastbil, mens Peter Kristensen skaffede en kran.

- Vi skar siden op på lastbilen, og så kunne vi få alle de her høns »kranet« ud og over i den nye lastbil. Flere af dem var klemt og mast, og de blev, så vidt jeg ved, alle kørt til fjerkræslagteriet i Vinderup, siger indsatslederen.

300 liter olie

Derefter fik redningsfolkene den væltede lastbil vendt op på højkant, og så kom den lækkede olie til syne. Omkring 300 liter olie fra lastbilen var røget ud i rabatten, og da det havde ligget der i noget tid, var det blevet suget ned i jorden.

- Vi kontaktede Dansk Miljørådgivning, som tager sig af den slags på vegne af Herning Kommune. Der skulle graves en del jord af, siger Peter Kristensen.

For indsatslederen gik det meste af natten med at få styr på - og ryddet op efter - uheldet, og han fortæller, at han og redningsmandskabet først var hjemme i seng klokken 05. Så vidt han er orienteret, led lastbilchaufføren ikke fysisk skade ved uheldet.

Ordet er dit



Mere 112