Tip os log ind
Området omkring Scandic Regina i Herning var ved middagstid tirsdag spærret af i forbindelse med en redningsaktion på hotellet.?
Foto: Henrik Ole Jensen

Kvinde reddet i sikkerhed fra afsats på hotel

Politi og brandfolk blev kaldt til Scandic Regina i Fonnesbechsgade i Herning, hvor kvinde truede med at springe ud fra hotelværelse
04. december 2018, 13.35

Herning Tirsdag klokken 11.57 blev der ringet 112 om, at en 43-årig kvinde truede med at tage sit eget liv i Herning.

Kvinden befandt sig på næstøverste etage på hotellet Scandic Regina i Fonnesbechsgade, hvor hun sad på et gelænder med benene uden for.

Politiet fik spærret et område ved Sølvgade af. Flere ambulancer var sendt til hotellet, og Brand & Redning MidtVest blev kaldt ud blandt andet med stigevogn.

Brand & Redning MidtVest råder over en såkaldt springpude, som bliver brugt i den type situationer, og brandfolkene nåede at få springpuden hen til hotellets gavl, hvis kvinden skulle gøre alvor af sin trussel.

På det tidspunkt var en del vidner standset i Sølvgade, hvor de fulgte med i, hvad der skete.

Et råb om hjælp

Et forhandlerteam fra Midt- og Vestjyllands Politi var på vej mod Herning, men nåede ikke frem, før kvinden blev hevet ind i sikkerhed af en politimand. Det skete klokken 12.24.

- Vi har fat i hende, og hun får den hjælp, hun skal have. Vi betragter det som et råb om hjælp, fortæller politikommissær Anders Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til Herning Folkeblad.

Kort efter kunne politiet ophæve afspærringen af Sølvgade og afslutte aktionen inde på hotellet.

Video: Henrik Ole Jensen
Ordet er dit



Mere 112