Tip os log ind

Ulvekobbel nær Brande kom tæt på jægers bil

Jæger på vej fra Ikast stødte på tre ulve nord for Brande - og sender nu formel opfordring til minister om handling
17. april 2018, 11.44

ULVEN Ulven er et hedt emne i debatten om natur, jagt og dyreliv.

Vagn Hedevang, der bor i Skovlund ved Ansager, kom meget tæt på det berygtede og berømte rovdyr, da han forleden kom kørende tæt på Brande.

Så tæt og så grænseoverskridende var oplevelsen, at han har valgt at dele den med Ikast Avis ... og med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Vagn Hedevang har nemlig besluttet at skrive til ministeren for at fremme en snarlig politisk handling omkring ulve-problematikken.

Men lad os vende tilbage til den aften - nærmere betegnet 10. april ved 21-tiden - hvor Vagn Hedevang kom kørende gennem et større skovområde.

- Det er cirka syv kilometer nord for Brande. Jeg kører i skumringen på vej hjem fra Ikast, da jeg pludselig foran mig ser tre voksne ulve lunte over vejen, fortæller Vagn Hedevang, der selv er jæger.

Nærmede sig bilen

- Det har jeg været i 50 år, og jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg så den aften. De tre ulve stopper op i rabatten. Jeg bremser ned og holder stille i håb om at få et billede af dyrene. Det er dog for mørkt på det tidspunkt.

- Mens jeg holder stille, sætter de to af ulvene sig i bevægelse direkte mod mig og stopper op cirka 10 meter fra bilen. De var på ingen måder sky eller bange - i hvert fald for bilen. Først da jeg kører frem mod dem, vælger de at forsvinde ind i skoven, siger Vagn Hedevang.

- Jeg ville nødigt møde sådanne tre til fods - jeg var usikker på, hvad ulvenes hensigt har været.

Vagn Hedevang fortæller, at han forsøger at følge de politiske signaler omkring reguleringen af ulvebestanden.

- Jeg har det indtryk, at der er et politisk flertal for at at minimere bestanden. Og så er der efter min mening ved at være brug for en snarlig handling. Set med mine briller burde dette uvæsen helt fjernes fra dansk jord - vi har ikke haft ulve i cirka 200 år, og er der nogen, der har savnet dem?

Ulveføde

- Gang på gang hører vi om ulveangreb på får og om erstatning, som udbetales. Så familien Danmark betaler - er det rimeligt? Hvordan vil situationen udvikle sig den dag, et barn eller for den sags skyld en voksen ender sine dage som ulveføde? Det er en forfærdelig men reel tanke. De, der hårdnakket påstår, at ulven er helt ufarlig for mennesker, er - efter min opfattelse - naive. For en sulten ulv tror jeg, kød er kød. Uanset hvor det kommer fra, siger Vagn Hedevang.

Ordet er dit



Mere Brande