Tip os
Vildbjerg Skole var også i 2016 med i Skolernes Skakdag.
Foto: Tom Laursen

Hjernens årlige motionsdag

01. februar 2018, 12.44

Herning/Vildbjerg/HAmmerum Landet over lærer tusindvis af elever at tænke skråt, når rekordmange skoler fredag 9. februar holder Skolernes Skakdag 2018. I år finder hele 47.921 elever fra 284 skoler bræt og brikker frem, og det er flere end nogensinde før. Under mottoet »Det skal være sjovt at blive klogere!« skal eleverne øve sig i koncentration, fordybelse og tålmodighed på de sort-hvide felter.

I Herning Kommune er 420 elever fra henholdsvis Børneskolen Bifrost, Hammerum Skole og Vildbjerg Skole tilmeldt Skolernes Skakdag 2018.

- Vi deltager i Skolernes Skakdag for at nå alle børn i matematik uanset niveau. Samtidig er skoleskak et middel til at styrke inklusionen på skolen - derfor har vi valgt at prioritere skoleskak på vores skole, siger Karen Skyum Donslund, skoleleder på Hammerum Skole, i en pressemeddelelse.

Dansk forskning har vist, at skoleskak har positiv indflydelse på elevers matematiske kompetencer. Især drengene har stor gavn af skoleskak på skemaet. Blandt andet derfor oplever Dansk Skoleskak i disse år markant øget interesse for skoleskak som undervisningsmetode i skolen. Over 600 skoler tilbyder i dag skoleskak - flere steder som en obligatorisk del af undervisningen.

Skolernes Skakdag arrangeres af de lokale skoler i samarbejde med Dansk Skoleskak og partnerne Spar Nord Fonden, Politiken og Børnenes Hovedstad.

Ordet er dit



Mere Herning