Tip os log ind
Lars Krarup.

Agurketid

29. november 2017, 12.45

BYRÅDSVALG Først vil jeg gerne takke meget for opbakningen på valgdagen. Jeg er stolt over opbakningen og glæder mig til endnu fire år som hele Herning kommunes borgmester.

Samtlige byrådsmedlemmer på tværs af partierne, der opstillede igen, blev valgt på nær den ene politiker, som i perioden har sprunget fra et parti til et andet. Det er faktisk usædvanligt, både i Danmark og i Herning, og det tolker jeg som en stor tillidserklæring til vi lokale politikere.

Og så til overskriften om agurketid. Jeg blev lidt trist, da jeg mandag kunne se forsidehistorien i Herning Folkeblad. Her opfinder avisen en stor historie, som inklusive forsiden fylder tre hele sider i avisen. Historien hedder »Herning fik kun tre byrødder«. Det passer jo ikke. Herning fik i lighed med f.eks. Tjørring, Haderup og Skarrild selvfølgelig 31 byrådsmedlemmer.

Jeg kender ikke motivet bag avisens egen-opfundne historie, men heldigvis afmonterer Venstres formand i Herning by Ulrik Larsen da også avisens påståede pointe om, at det skulle være et problem, at tre nyvalgte har postadresse inde i Herning by, altså samme sted som avisen har postadresse.

Når jeg dagligt læser avisen læser jeg da mange historier fra Sunds, Aulum og Snejbjerg. Avisen interesserer sig for hele kommunen. Og sikkert også nabokommunen.

Præcist det samme gør sig gældende for de 31 folkevalgte. Ganske som Ulrik Larsen i artiklen siger, så er man valgt til arbejdet i hele kommunen. I min erindring stemte alle 31 for BMX-banen i Feldborg, for daginstitutionerne i Herning by, Vildbjerg og Kibæk, for den nye skole i Hammerum/Gjellerup, for renoveringen af Sdr. Felding skole og for plejecentret Fuglsangsø osv. osv.

Efter min bedste opfattelse beror historien om, at folkevalgte i Herning byråd ikke arbejder for hele kommunen ganske enkelt på en virkelighedsfjern opfattelse og det er bestemt ikke en historie, der har rod i det virkelige daglige lokalpolitiske arbejde, som jeg i øvrigt ellers mener Herning Folkeblad normalt afdækker ganske godt og nuanceret.

Mandagens ikke-historie over tre sider er efter min opfattelse at nedgøre 31 lokale politikeres oprigtige engagement i, via et godt og tillidsfyldt samarbejde at drive en hel kommune i god balance. Heldigvis har borgerne i kommunen på demokratisk vis igen valgt et byråd, hvor vi har repræsentanter valgt rundt i hele kommunen. Det synes jeg ikke, vi skal skælde vores borgere ud over. Jeg vælger i stedet for at takke for, at man har brugt sin demokratiske mulighed for at sammensætte byrådet. Tak for det. Og endnu engang tak for opbakningen til, at jeg i endnu fire år skal være hele kommunens borgmester.

Ordet er dit